SDU gransker finans- og økonomistoffet

Nyt forskningsprojekt på Syddansk Universitet vil undersøge mediernes formidling af økonomi- og finansnyheder.

Mediernes øgede fokus på økonomi- og finansstof kommer nu under lup på Syddansk Universitet (SDU). Et nyt forskningsprojekt på Center for Journalistik skal undersøge, hvilken indvirkning nyhedsformidlingen har på borgernes opfattelser af økonomien og deres forbrugertillid.

Professor Erik Albæk, SDU, har sammen med gæsteprofessor Claes de Vreese fra Amsterdam Universitet fået 5,8 millioner kroner fra Veluxfonden til formålet.

"Vi ved, at borgernes opfattelse af deres egen og samfundets økonomi kan påvirke deres vurdering af politikere, deres forbrugertillid, deres forbrugeradfærd og deres stemmeafgivning," siger professor Erik Albæk i en pressemeddelelse.

"Opfattelsen af deres egen og samfundets økonomi kan være selvoplevet: Er jeg eller kender jeg nogen, der er arbejdsløs? Har jeg flere eller færre penge til rådighed end tidligere? Eller den kan være medieret, dvs. at de oplysninger, borgerne modtager i nyhederne, påvirker deres opfattelse af deres egen og samfundets økonomiske situation," siger professoren om baggrunden for projektet.

Forskningsprojektet tager fat på tre overordnede problemstillinger: Hvordan rapporterer danske medier om økonomi, hvilken indflydelse har formidlingen på borgernes økonomiske opfattelser, og hvordan påvirker mediernes behandling af økonomiske indikatorer borgernes økonomiske opfattelser og vurderinger.

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også