SBS genopliver Big Brother

SBS satser stort med en dansk produktion af reality-klassikeren ’Big Brother’ i 2012.
MediaWatch

SBS kalder det selv for en ’mediebegivenhed’, når ’Big Brother’ får premiere på Kanal 5 til næste år.

Den næste store reality-satsning vil sprede sig over alle medieplatforme, så man kan følge deltagerne i huset via live-streaming på Kanal5.dk, på SBS’ radiostationer The Voice, NOVA FM og Pop FM og på smartphones.

Det er Endemol Denmark, der har fået til opgave at producere det store tv-format. Til produktionen skal Endemol Denmark ansætte over 100 personer.

I programmet kommer en udvalgt gruppe personer til at leve under samme tag i tre måneder under konstant tv-overvågning - hvor i Danmark det kommer til at udspille sig, vil SBS endnu ikke afsløre.

”Med en præmie på en halv million kroner til vinderen kommer det til at handle om taktik og udholdenhed for at ”overleve” i huset. Men i ’Big Brother 2012’ kommer det også til at handle om kærlighed, oprigtighed, humor og venskab, når deltagerne presses til kanten og udfordres på deres grænser og værdier,” siger SBS i en pressemeddelelse.

’Big Brother’ er et af verdens største tv-formater - og var et af de første formater, der skød reality-genren i gang. Også i Danmark hvor Big Brother gik på skærmen første gang i 2001 på TvDanmark og fik fem sæsoner - den sidste i 2004. Fænomenet har indtil videre indtaget 87 lande, overvåget 3598 deltagere og kåret over 260 vindere - i Danmark.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også