Medie-interesse for Verdens Bedste Nyheder falder

FN-kampagnen 'Verdens bedste Nyheder' har fået sværere ved at få omtale og opmærksomhed i medierne.
Rasmus Emil Gravesen

Kampagnen 'Verdens Bedste Nyheder' (VBN), som FN og Danida står bag i samarbejde med en række udviklingsorganisationer, døjer med dalende omtale.

Sidste år blev VBN nævnt i 311 artikler i perioden fra 1. januar til 30. september ifølge tal fra Infomedia - i år er tallet i samme periode faldet til 199.

”Sidste år mødte 17 procent af danskerne kampagnen – i år er tallet desværre faldet til 12 procent. Det er vi kede af, men p.g.a. valgkampen og dens meget massive kommunikationsniveau druknede vi lidt i valgkampen,” siger Thomas Ravn-Pedersen, der er sekretariatsleder for VBN.

Samtidig er omtalen af VBN rykket ud på mindre kanaler hos et stor spiller som DR - måske også på grund af valgkampen, der fyldte på hovedkanalerne.

”Sidste år bragte TV Avisen kl. 18.30 et 5-minutters indslag om kampagnen og vores hovedbudskaber - og derudover var der radioavisindslag og medvirken i P1. I år bragte DR Update, dr.dk, P3 og P4 indslag," siger Thomas Ravn-Pedersen, der glæder sig over, at  kampagnen i år har fået en ny og lidt anderledes mediepartner, som VBN har store forventninger til.

”I år har vi derudover fået DSB som mediepartner, dels med et otte siders tillæg i Ud & Se (september nummeret, red.), og dels i form af foliering af et IC3 med overskrifter fra Verdens Bedste Nyheder,” siger Thomas Ravn-Pedersen.

Et godt pusterum
En af de mediepartnere, der også var med sidste år, Metroxpress, tror stadig på, at læserne er glade for det pusterum, VBN er ifølge chefredaktøren.

”Jeg tror, at de sætter pris på også at høre de optimistiske historier, der faktisk er mange af,” siger Jonas Kuld Rathje, ansv. chefredaktør for MetroXpress, der i forbindelse med kampagnen lavede en særudgave af gratisavisen, der blandt andet lånte forsiden ud til Verdens Bedste Nyheder. Og det har avisen tænkt sig at forsætte med.

”Jeg synes, at VBN er et fantastisk godt projekt, og vi får utroligt mange positive tilkendegivelser fra vores læsere,” siger Jonas Kuld Rathje, der ser det som helt naturligt, at kampagnen generelt har fået mindre omtale i år.

”Det er en naturlig udvikling. Jo nyere sådan noget er, jo mere spændende er det som mediehistorie.”

Både Metroxpress og DSB regner med at fortsætte som mediepartnere til næste år, hvor Verdens Bedste Nyheder vender tilbage.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også