Apple klar med kiosk i dag
En af de vigtigste opgraderinger set med medieøjne i Apples nye Iphone 5, der præsenteres senere i dag, forventes at være en "aviskiosk" eller newsstand, hvor man kan købe og organisere avis- og magasin-apps, som bliver synlige på en virtuel boghylde. Det skriver Poynter.org.
En del af App Store bliver ligeledes dedikeret til køb af avis- og magasin-apps, som derefter landerne på hylderne i kiosk-app'en på ens Iphone, skriver Apple.
Fra mediernes synspunkt kan det være bekymrende at Apple via den nye app forsøger at vænne forbrugerne til kun at købe medie-apps via Apples digitale kiosk, hvilket vil gøre det sværere for medierne at bryde ud af den sådan som otte udgivere i Frankrig eksempelvis har gjort med app'en epresse, mener Poynter.org.
Medierne kan via notifikationer i kiosk-app'en fortælle brugeren, når en ny udgave af eksempelvis en magasin-app er klar hver måned. Det har været en af de store irritationsmomenter for medierne, at brugeren aktivt skulle huske på at købe den seneste udgave i App Store.
En ulempe ved, at de forskellige medie-apps nu bliver samlet under en hat i den nye Iphone og Ipad-opgradering er dog, at den enkelte app nu er et par klik længere væk og ikke er lige så synlig, mener Poynter.org.
- TBH