Ramskov: P1 vinder slaget i 2012

Radio 24syv er helt tilknappede om succeskriterierne, bortset fra at den nye radio klart ønsker en yngre lytterprofil end P1.
Per Fanefjord Laursen

Radio 24syv bliver en helt landsdækkende newstalk-radio, der årligt har 93 mio. licenskroner i ryggen, når den er i luften den 1. november.

Alligevel  udtrykker direktør Jørgen Ramskov al muligt respekt for, at radioen ikke pr. automatik vil tiltrække en tilfredsstillende lytteropbakning. Omvendt vil han dog ikke ind på, hvad der rent faktisk er et tilfredsstillende lyttertal for 24syv.

På Radiodays sagde han til  MediaWatch:

”Vi har ingen officielle lyttermål for radioen før næste år.”

Hverken en passende share eller dækning har han en mening om, men han er enig i P1-chef Anders Kinch-Jensens håb om, at talkradio måske samlet set kan udvide sin share til 10 procent - mod 6-7 procent til P1 dag.

”Og af de 10 procent, løber P1 med den største bid i 2012," tilføjer Ramskov.

Yngre profil end P1
De eneste lyttermål, Ramskov vil tale om, er, at 24syv skal have en væsentlig yngre lytterprofil end P1. Han ser gerne, at radioen tiltrækker lyttere fra 35 år og op.

”Kernelyttere bliver formentlig den samfunds- og globalt interesserede del af befolkningen, der har travlt med deres liv og er ivrige kulturforbrugere,” siger han.

Starter på bar bund
Kilder i radiobranchen forstår godt Jørgen Ramskovs forsigtighed. Lytteropgaven er ikke så let, som man umiddelbart kunne tro. 24syv overtager et fuldt landsdækkende sendenet, herunder 10 meget kraftige sendefrekvenser, fra P2, og fødes så at sige med ca. 400.000 ugentlig lyttere.

Men kilder tvivler på, at de faste P2-lyttere bliver hængende. Der bliver tale om en total udskiftning, og dermed starter 24syv på bar bund.

Ifølge MediaWatchs oplysninger har 24syv endnu ikke indgået aftale med Gallup om måling af lyttertal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også