Specialmedierne: Hurtig reform af mediestøtten

Danske Specialmedier er generelt positive over for Mediestøtteudvalgets anbefalinger - men vender sig imod ideen om at indføre et ejerskabskriterium.

Mediestøtteudvalgets rapport bør være startskuddet til en hurtig reform af mediestøtten, siger Danske Specialmediers direktør Christian Kierkegaard i en kommentar til Mediestøtteudvalgets rapport - og er dermed på linje med udmeldingen fra FDIM.

"Det er vigtigt, at forbedringerne gennemføres hurtigst muligt, så de nye medier får mulighed for at styrke den redaktionelle indsat. Det vil være et stort tab, hvis en yderligere forsinkelse betyder, at nye medier må give op på grund af den ulige konkurrence," siger Christian Kierkegaard i en pressemeddelelse.

Nej tak til ejerskabskriterium
Danske Specialmedier er ikke overraskende positive over for, at udvalget anbefaler, at de fritstående netmedier kan få produktions- og innovationsstøtte, men vender sig imod tanken om at indføre et ejerskabskriterium.

Rapporten diskuterer, om der skal indføres et ejerskabskriterium, så medier, der er mindst 50 pct. ejet af branche- og faglige organisationer, ikke kan få støtte. Det vil betyde, at en række specialmedier som f.eks. Ingeniøren vil miste mediestøtte.

"En sådan ejerskabsbegrænsning vil være imod intentionen i mediestøtten, som blandt andet er at støtte medier, der fremmer samfundsmæssig og kulturel oplysning. Det er indholdet og ikke ejerskabet, som skal være afgørende," siger Christian Kierkegaard.

Ja tak til faste priser
Danske Specialmedier er til gengæld tilfreds med, at rapporten opstiller modeller for, hvordan nulmomsen for dagblade, som har en værdi af knap en milliard kr., gradvist kan omstilles til en platformsneutral mediestøtte gennem en forhøjelse af lønsumsafgiften.

"Også her er rapporten et nyttigt værktøj for en ny regering, som vil fremme udviklingen mod at gøre mest muligt af mediestøtten platformsneutral," siger direktøren, der samtidig er positiv over for anbefalingen af, at fastprissystemet for magasiner, ugeblade og aviser fastholdes.

"Analysen viser, hvilke alvorlige følger frie priser kan få for antallet af titler og for Udkantsdanmark – så den nye regering kan kun drage en konklusion af rapporten på dette område. Det er at skrotte Vækstforums forslag om at give priserne fri," tilføjer Danske Specialmediers direktør.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også