SF: TV 2's fremtid er som TV 2-fond

TV 2 skal hverken sælges eller på folkeaktier, men i stedet etableres som en TV 2-fond, lyder nyt mediepolitisk udspil fra SF.
Per Fanefjord Laursen

TV 2 skal ikke privatiseres, men heller ikke nødvendigvis være ejet af staten til evig tid.

“Statsligt ejerskab er ikke altid af det gode, og vi har i Danmark tradition for alternative ejerformer,” lyder et nyt mediepolitisk udspil fra en af de kommende regeringspartier.

I dagens Politiken foreslår Holger K. Nielsen (SF) og tidligere DR- og EBU-direktør, Bjørn Erichsen, i et indlæg, at man overvejer andre veje til at fremtidssikre TV 2's position.

Der er gode eksempler på, hvordan f.eks RealDania Fonden og TrygFonden bidrager til almenvellet i Danmark. Aflys TV 2 salget, og lad os etablere en offentligt ejet erhvervsdrivende fond, inspireret af de to ovennævnte fonde, foreslår de. 

Alle kan være med
TV 2-Fonden bør drives af en forening, som alle danskere kan melde sig ind i, hvis de har betalt deres årlige TV 2-“bidrag”, lyder det i indlægget med henvisning til det kommende TV 2-abonnement.

Det er en form for folkeaktie-model, men altså uden egentlige aktier og baseret på dansk foreningskultur.

SF-politikerne og Bjørn Erichsen afviser til gengæld ideen om, at sætte TV 2 på "rigtige" folkeaktier, som Venstre tidligere har foreslået. Folkeaktier kan handles og spekuleres i, og det skaber ikke ro og perspektiv, lyder det.

TV 2 skal fortsat betragtes som en medievirksomhed, der finansieres af reklame og abonnement. En medievirksomhed, der findes på alle platforme og køber og producerer programmer uden begræsninger. Eventuelle overskud skal bruges til at konsolidere egenkapitalen eller til nye aktiviteter.

Enighed om folkeaktier
Ideen om en TV 2-fond er ny, mens tanken om TV 2 på folkeaktier har cirkuleret længe.

I februar 2011 tilkendegav både Ellen Trane Nørby (V), Mogens Jensen (S) og kulturminister Per Stig Møller (K) interesse i ideen om en børsnotering som folkeaktier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også