Folketidende: Ledelsen stod for tur

Lolland-Falsters Folketidende regner med at spare et par millioner på at trimme ledelsen, der var blevet for stor, siger bestyrelsesformanden.

Nedadgående annonce- og abonnnementssalg har i dag kostet fire ledende medarbejdere på Lolland-Falsters Folketidende jobbet, heriblandt chefredaktør Søren Knudsen. Og ifølge bestyrelsesformand Lars Hvidtfeldt var det lønomkostningerne i toppen, der stod for tur, efter et par år i finanskrisens skær, hvor mediehuset har trimmet resten af virksomheden løbende.

"På den ene side har vi haft en adm. direktør, Niels Kristian Bjerre, der har ønsket at gå på pension, og på den anden side står vi med den udfordring, at vi har vigende indtægter i annoncesalg og abonnementsalg. Vi har allerede lavet nogle budgettilpasninger på den baggrund, men i og med at vi skal vinke farvel til vores adm. direktør, synes vi, at tidspunktet er rigtigt til at slanke ledelsen," siger bestyrelsesformand Lars Hvidtfeldt til Mediawatch.

"Ændringerne sker på ledelsesplan, fordi vi igennem de sidste to år allerede har været igennem en række tilpasninger af virksomheden i øvrigt. Vi har bl.a. fusioneret en række datterselskaber, men det har også betydet, at ledelsen er blevet for stor i forhold til resten kroppen, og derfor var tiden inde til at tilpasse ledelsen til resten af organisationen," siger Lars Hvidtfeldt.

Han forklarer, at det er for tidligt at sige, om ændringerne i toppen også vil betyde ændringer i resten af organisationen. Bestyrelsen har foreløbig nedsat et udvalg, der skal se på, hvordan den kommende ledelsesstruktur skal være.

"Men hvordan holdopstillingen skal være, og hvordan ansvarsområderne skal fordeles, det ved vi ikke endnu. Vi skal spare nogle penge, og vi regner med, at vi kan spare et par millioner her," siger bestyrelsesformanden.

Flere regionalaviser har haft ondt i økonomien hen over sommeren og Lolland-Falsters Folketidende er ingen undtagelse, selvom avisen sidste år kom ud med et milion-plus.

"Ser man bort fra folketingsvalget, som alle tjener penge på, så har vi den udfordring, at vi ikke når de indtjeningsmål, vi har opstillet," siger han.

Ændringerne får ingen konsekvenser for husets udgivelser ifølge bestyrelsesformanden.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også