R-kandidat: Sluk FM i 2021

Ny mediestøtte, 24syv med frie hænder og et sats på digital radio skal skærpe mediemangfoldigheden, siger Uffe Elbæk - kandidat for De Radikale.
Per Fanefjord Laursen

Den radikale folketingskandidat Uffe Elbæk er fungerende kulturpolitisk ordfører for partiet og har netop præsenteret sit eget kulturpolitiske oplæg, som han går til valg på.

Han er især kendt som en alternativ kulturpersonlighed. Uffe Elbæk er blandt andet en af initiativtagerne til det kulturelle iværksættermiljø Frontløberne, kulturudvekslingsprojektet Next Stop Sovjet - og ikke mindst den danmarksberømte uddannelse Kaospiloterne.

Får Uffe Elbæk et godt valg, nævnes han af kilder som et outsider-bud på en mulig kommende radikal kulturminister - hvis oppositionen vinder valget.

MediaWatch har læst udspillet og bedt ham redegøre for nogle af sine mediepolitiske synpunkter

Oppositionen er klart imod lanceringen af den licensfinansierede, private 24syv på FM4. Men ifølge dit medie/kulturudspil skal 24syv ikke nedlægges - til gengæld skal programkravene slækkes?

“Radikale Venstre var som den øvrige opposition imod udlægningen af den fjerde landsdækkende FM frekvens. Vi har ikke truffet beslutninger om, hvad der skal ske på dette område efter valget. Men udbuddet er kørt. Berlingske Tidende har vundet det, fået lovning om pengene og i fuld gang med at ansætte medarbejdere. Vi kan derfor meget vel ende i den situation, at vi ikke kan rulle aftalen tilbage, men at vi i stedet fremadrettet skal sikre, at borgerne får det bedst mulige radio for de knap 800 millioner licenskroner, som den siddende regering har besluttet skal bruges på 24syv,” siger han og tilføjer:

“En af vanskelighederne er, at der er tale om en vanvittig detailstyring af 24syv, som i realiteten knægter armslængdeprincippet. Og som betyder, at pengene kommer til at bruges på kontrol og bureaukrati i stedet for god, relevant radio.”

Du ønsker en politisk beslutning om at slukke FM. Hvornår er en passende slukkedato? Som Norge i 2017?

“Styrelsen for Bibliotek og Medier arbejder netop nu på en rapport, der blandt andet skal give os råd omkring skiftet fra FM til DAB. Det gør indtryk, at Tyskland og Norge så entydigt satser på DAB. Og jeg tror, vi skal følge udviklingen i Norge tæt og lave en slukkedato et par år efter deres. Det kunne f.eks. være i 2021. Dermed vil det også sikre, at der er DAB-radioer i bilerne, det vil give danskerne en rimelig tid til at udskifte deres transistorradio og givet radiostationerne tid til at omstille sig. Det vigtige er her, at vi entydigt sender et signal om, at vi vil radiomediet. Og at vi vil udvikle det.”

Er du på linje med det kommissorium, som Dyremose-udvalget arbejder ud fra - og den opgave der forestår med at modernisere den danske mediestøtte-model?

“Mediestøtten skal omlægges og Dyremose-udvalget giver godt input hertil. Vigtigt er det, at også internetmedier kan opnå støtte.”

Ifølge dit udspil vil du specielt belønne medier med støtte, der beskæftiger sig med integration og EU?

”Jeg savner mangfoldighed i medierne. Også i mediernes emnevalg. Og her har vi som politikere et ansvar. Jeg har derfor nævnt integration som et område, som medierne ikke tager alvorligt nok. Og EU som et stofområde som medierne også underprioriterer i forhold til den betydning, det har for lovgivningen og den måde, som livet former sig på i Danmark. Det er eksempler og en vanskelig balancegang, for vi skal som politikere ikke redigere medierne, og vi skal derfor diskuter,e om vi på en fornuftig måde kan fremme den demokratiske debat om f.eks. integration og EU."

Oppositionen er normalt stærke modstandere af public service-puljen, fordi private medier kan søge licensmidler - du ser mere nuanceret på det?

”Vi bliver nødt til at bryde nogle af de gamle kamppladser ned. Danmark er et lille sprogområde, med mindre end seks million indbyggere, og det er vigtigt, at vi på alle måder søger en mangfoldighed i medierne. Til glæde for kulturen og demokratiet. Vi er i dag ikke bange for at støtte private dagblade og bør også fortsat give mulighed for at privat radio, og at tv kan få et kvalitativt løft. Det er blevet forsøgt med Public Service Puljen. Og det er der kvaliteter i. De kommercielle medier når dele af befolkningen, som DR ikke har fat i. Især de unge.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også