Flemming Rose står som udlandsredaktør gennem det seneste halve år i spidsen for Jyllands-Postens genoplivede sektion International, der sammen med erhverv og politik skal brande avisen på dens "kernestofområder".

Ud over at udlandsstoffet fylder 40 pct. mere avispapir, har redaktionen fået et skud ressourcer med to ekstra skrivende på redaktionen, en korrespondent i Japan og flere freelancere.

Men hvordan gør man et stofområde, der normalt er henvist til de bagerste sider i avisen, mere relevant?

“Mange læsere springer udlandsstoffet over, fordi det virker uoverskueligt. Så det er en enorm udfordring for JP’s udlandsredaktion og avisen som helhed at gøre det mere tilgængeligt. Vi skal være bedre til at fortælle historierne og sætte dem i scene med mange kort, grafikker og faktabokse. Jeg lægger meget vægt på portrætter, for vi vil gerne læse om levende mennesker. Det har også betydning at være til stede, hvor tingene sker, så man kan lugte og smage, at det er øjenvidenskildringer fra journalisterne,” siger Flemming Rose.

Nærhedsprincippet ind i udlandsstoffet
Ifølge ham skal det gode gamle journalistiske nærhedsprincip ind på udlandsredaktionen, selvom det netop siger, at vi interesserer os mest for de ting, der sker lige rundt om hjørnet.

“Der er en dansk vinkel på alle udenlandske historier og omvendt. Når Obama siger, at USA trækker sig ud af Afghanistan, skal vi spørge, hvad status er for de danske tropper? Når Villy Søvndal skal interviewes om udenrigspolitik, kan det sagtens stå i International i stedet for på indlandsiderne, og det samme gælder diskussionen om en betalingsring, hvor vi ser på erfaringerne i Sverige og London. På den måde bliver udlandsstoffet ikke en ghetto i avisen.”

Det lyder som om, der bliver endnu mere konkurrence om forsiden på Jyllands-Posten og Flemming Rose bekræfter da også, at udlandsredaktionen gerne skal bemægtige sig den noget oftere for at signalere avisens fornyede internationale profil. Den gik formentlig ikke, hvis avisen skulle klare sig på løssalgsmarkedet, men i lighed med de andre morgenaviser dumper den primært ind ad folks brevsprækker i abonnement.

Atomulykke og arabisk forår boostede udland
Atomkraft-ulykken i Japan, det arabiske forår og den globale gældskrise har dog gjort det nemmere at få udlandsstoffet frem i folks bevidsthed i det seneste halve års tid, erkender Flemming Rose, og sådan skulle det gerne fortsætte.

“Det er tydeligt, at verden hænger sammen, og hvad enten vi vil eller ej, bliver vi i højere grad påvirket af, hvad der sker rundt omkring. Følger man kun danske nyheder, er man klædt dårligt på til at agere i verden, når man skal vælge job, hvor man vil rejse hen, og hvad man vil bruge tid på,” siger Flemming Rose.

"DR bliver værre"
Og det samme er man, hvis man kun ser DR’s udlandsdækning, mener han.

“Vi synes, at tv-dækningen lader meget tilbage at ønske på udlandsdækningen. TV 2 News gør det udmærket, men på DR bliver det værre og mere overfladisk. At Danmarks public service-station, som vi er tvangsindlagte til at betale til, ikke har korrespondenter i Moskva og Berlin, der er centrale omdrejningspunkter tæt på vores egen grænse er utroligt. Derfor har vi som avis noget at byde på også på det område. Det er en del af en generel tendens, hvor aviserne vender tilbage til rødderne og besinder sig på, hvad vi er gode til, og hvor vi kan levere noget, man ikke får gratis andre steder,” siger Flemming Rose.

Det er nemlig en misforståelse tilbage fra CNN-indtoget med Irak-krigens udbrud i 1991, at avisjournalisternes rolle som øjenvidner var udspillet på grund af tv-kameraernes live-rapporteringer.

“Dengang mente nogle i avisbranchen, at vores rolle nu kun var at spille kloge-åger og sidde bag nedrullede gardiner og se CNN med flere. Men det er utroværdigt at gøre sig klog på flere tusinde kilometers afstand, det har dem, der er på stedet, de bedste forudsætninger for. Men det stiller højere krav til aviskorrespondenterne om, at de ikke kun skal registrere men også kunne analysere og forklare,” siger Flemming Rose.

"Ekstremt svært at være part i sagen"
Tilstedeværelsen handler også om at skabe nærvær i forhold til læserne, men det ligger ikke af den grund lige for at kaste sig ud i kampagner som Politikens, der for nylig samlede ind til et kvindecenter i Afghanistan.

“Det er en del af Politikens identitet, ikke af vores. Vi er ikke kampagneavis, vi er er journalister, og vi skal undgå at blive betragtet som part i en sag, for hvis folk skal have tillid til, hvad vi skriver, må vi optræde upartisk,” siger Flemming Rose.

Da han som kulturredaktør på avisen var idémanden bag at bringe Muhammed-tegningerne tilbage i 2005, der udviklede sig til karikatur-krisen, blev Jyllands-Posten netop opfattet som en part i sagen.

Ærgrer det dig, at I blev en part?

“Ja, det var ekstremt svært at være en part i sagen, fordi den blev svær at dække journalistisk.”

Karikatur-krisen har i de senere år optaget meget af Flemming Roses tid i form af rejser verden rundt og resulterede for nylig i bogen ‘Tavshedens Tyranni’. Den spiller også ind på, at det ikke står øverst på dagsordenen at optræde som udlandskommentator i diverse programmer.

Har du trukket tilbage fra medierne?

“Ja, det har jeg. Jeg synes, jeg har bidraget nok til underholdningen de sidste fem år. Det var meget voldsomt for mig at blive kastet ud i debattørrollen. Det har været lærerigt og spændende, og jeg ville sådan set ikke have været det foruden, men det er kun en side af, hvem jeg er. Mit faglige udgangspunkt er, at jeg har været udlandskorrespondent i 14 år, så jeg har ikke været så optaget af at mene noget, som at beskrive verden,” siger Flemming Rose og tilføjer:

“Derudover er redaktørjobbet er fuldtidsjob, når man skal have en redaktion op at køre og ændre og påvirke processer. Så nytter det ikke, at man er i tv og i debatter eller selv skriver meget. Man må have den daglige dialog med de skrivende og redigerende og selv udvikle ideer. Tingene ændrer sig jo ikke bare ved, at jeg siger det og så laver andre ting, så bliver jeg ikke taget alvorligt. Jeg må vise i den daglige dialog, hvad der fungerer og fungerer knap så godt.”

Så de skal ikke ringe fra Deadline og News?

“Nej, men det gør de nu alligevel.”