Marianne Bugge ny formand for Radiodays

Merethe Eckhardt afløses af Marianne Bugge Zederkof som formand for styregruppen i Radiodays.

Sekretariatsleder Marianne Bugge Zederkof, Radioerne, er ny formand for Styregruppen i Radiodays. Hun erstatter Merethe Eckhardt, der forlod DR tidligere på året. DR´s nye radiochef Tor Arnbjørn er samtidig nyt medlem af styregruppen, skriver Radiodays i en meddelelse.

”Nu kigger vi fremad og glæder os over, at billetsalget til såvel Radiodays som Prix Radio lige nu ligger over det normale – så jeg forventer, at vi får udsolgt med 350 personer til konferencen og aftenfesten,” siger leder af Radiodays, Christian Kjeldsen i meddelelsen.

Radiodays afholdes i år 30. september og 1. oktober - og den timing kan volde problemer, siger Christian Kjeldsen.

”To ting kan drille os, og det er folketingsvalget og samfundsøkonomien, men vi har lavet nogle tiltag i forhold til programlægningen for at gardere os. Vi ved godt, at vi ikke får nogle svar fra politikerne om deltagelse før efter valget, og vi ved også godt, at mange af de nyhedsfolk, der dækker valget, ikke tænker i Radiodays baner lige nu, og derfor har vi også sikret os, at der er plads til disse, når valgtågerne er lettet og hverdagen indfinder sig igen. Når det gælder økonomien handler det om, at vi passer på og vender hver en krone”.

For nylig måtte konferencen New Media Days aflyse årets event på grund af svigtende billetsalg - bl.a. som følge af udskrivningen af folketingsvalget.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også