Svensk avis dropper blokering af anonyme kommentarer

Svenske netaviser forsøger at komme anonyme og stødende kommentarer til livs, men for en avis blev det for drastisk at lukke kommentarfeltet.
MediaWatch

Den svenske netavis Expressen lukkede for nylig for muligheden for, at deres brugere kan kommentere uden forhåndsgodkendelse fra redaktionen, og Aftonbladets kommentarfunktion kræver Facebook-log-in.

Svenske DN fulgte efter og lukkede helt for deres kommentarfunktion på grund af krænkende og racistiske kommentarer. Det skyldtes, at avisen ville afvente et system, hvor man kun kan kommentere med log-in, men nu er funktionen alligevel genåbnet, skriver dagensmedia.se.

Ifølge DN's redaktion var det nemlig for stort et anslag mod interaktiviteten med læserne fuldstændigt at lukke for kommentarer. Derfor er det nu muligt at kommentere på færre artikler, som redaktionen kan nå at tjekke.

Dn.se har offentliggjort deres politik for at håndtere kommentarer. Den inkluderer blandt andet, at redaktionen selv deltager aktivt i debatten og eksempelvis går videre med nogle af læsernes tips, så debattonen kan forbedres, skriver Dn.se.

Dagens Media beholder dog sin kommentarfunktion åben på sitet med henvisning til, at mange af aviskollegaerne har reageret for kraftigt i kølvandet på tragedien i Norge, der også i Danmark skabte debat om indvandrerfjendske kommentarer på og uden for netaviserne.

Dagensmedia.se forklarer avisens redaktør, at man foretrækker overvågning af kommentarstrømmen i stedet. Han tilføjer, at han har forståelse for de andre avisers beslutning men:

"Samtidig er udviklingen dybt sørgelig, eftersom den indbærer at en del af nettets styrke -  hurtigheden, åbenheden, nerven, interaktiviteten - nu dæmpes på grund af at et antal internetbrugere ikke kan opføre sig som ordentlige mennesker."

- TBH

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også