DDF: Ritzau-slag er ikke vores sag

Slaget om nyhedsbureauets Ritzaus skæbne bør ikke få indflydelse på ny mediestøtte-model, siger formand for Danske Dagblades Forening, Ebbe Dal.
Louise Reseke

Sideløbende med en ophedet valgkamp - er en af de ældste institutioner i dansk dagspresse også på valg. Opbruddet i ejerkredsen og det dagblads-fællesskab, der igennem mere end 60 år har ligget forankret i Ritzaus Bureau, er dog ikke noget, man ønsker at blande sig i i brancheforeningen Danske Dagblades Forening (DDF).

"Det er ikke en sag, som DDF blander sig i eller har en holdning til. Hvordan medierne samarbejder og med hvilke partnere, er mediernes sag, ikke vores," siger formand for DDF, Ebbe Dal.

Hvad er din kommentar til opbruddet?

"Det er da bemærkelsesværdigt. Det er første gang i Ritzaus mangeårige historie, at det sker, det er klart, at det er da bemærkelsesværdigt," siger Ebbe Dal.

Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, og North Medias medie direktør, Arne Ullum, er blandt dem, der har meldt ud, at udviklingen omkring Ritzau også bør indgå i overvejelserne omkring den kommende model for fordelingen af mediestøtten, som Dyremose-udvalget i øjeblikket arbejder på og fremlægger første oktober. Argumentet er bl.a., at Ritzau fra deres synspunkt også har fungeret som en usynlig støtte til de mindre dagblade, fordi de store medier betaler mest til Ritzau - mens de regionale/lokale dagblade har mest ud af Ritzaus tilbud. Til gengæld får de store dagblade den største bid af mediestøtten, som den er udformet i dag.

Den tankegang kan DDF-formanden imidlertid ikke følge:

"Jeg kan ikke se, hvad en statslig mediestøtteordning har at gøre med prispolitikken i et privat foretagende som Ritzau. Lad Ritzau klare den sag med sine kunder," siger Ebbe Dal.

Ser du solidariteten mindsket i dagbladsbranchen efter udviklingen?

"Det kommer an på, hvilke områder vi taler om, men jeg har ikke kommentarer til det i øvrigt."

Bliver samarbejdet lettere eller sværere i DDF efter udviklingen i Ritzau-fællesskabet?

"Jeg har ingen problemer med samarbejdet i DDF. DDF ér dagbladene, men det betyder ikke, at det er et forum, hvor vi diskuterer Ritzaus Bureau. Det er nogle andre ting, vi arbejder med, der ikke har noget med Ritzau at gøre."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også