Medieomsætning viser små svaghedstegn

Annoncemarkedets investeringer i medierne viste i juli for første gang i år et lille svaghedstegn. Reklameforbruget faldt med tre procent, viser nyeste tal fra DRRB's Mediaindex, der er baseret på den annonceomsætning, der går via mediebureauerne. Der blev indrykket annoncer i juli for knapt 200 mio. kr., mod 205 mio. kr. i juli 2010. Til sammenligning var den samlede annonceomsætning knapt 160 mio. kr. tilbage i juli 2008, så set over en treårig periode har markedet altså stadig løftet sig betydeligt.
Per Fanefjord Laursen

Annoncemarkedets investeringer i medierne viste i juli for første gang i år et lille svaghedstegn. Reklameforbruget faldt med tre procent, viser nyeste tal fra DRRB's Mediaindex, der er baseret på den annonceomsætning, der går via mediebureauerne.

Der blev indrykket annoncer i juli for knapt 200 mio. kr., mod 205 mio. kr. i juli 2010. Til sammenligning var den samlede annonceomsætning knapt 160 mio. kr. tilbage i juli 2008, så set over en treårig periode har markedet altså stadig løftet sig betydeligt.

Flade indexer i efteråret
Faldet i juli på ca. fem millioner omsætningskroner i forhold til sidste år peger dog ikke reelt frem mod en negativ tendens for 2. halvår, konkluderer direktør Peter Ottesen, Mediabroker.

"Det er efter min bedste vurdering alt for tidligt at tegne en tendens om tilbagegang ud fra et fald på et i den sammenhæng lille beløb,” siger han og uddyber:

“Jeg forventer også, at væksten flader ud, og vi vil nu se flere af de kommende måneder, der er på indeks 100 eller deromkring. Hvis man ser på tallene historisk, så havde vi i andet halvår af 2010 måneder, der er på niveau med 2008, som er benchmarking for et vækstår, der ikke var ramt af krise. Det er endnu for tidligt at råbe ulven kommer."

Ugeaviser stormer frem
De mest markante positive bevægelser i juli sås hos flere af de små mediegrupper. Kategorierne ugeaviser, fagblade og biograf stod for den største vækst med løft på henholdsvis 79, 64 og 46 procent.

Største overraskelse med modsat fortegn var radio, der fik et fald på 15 procent i juli – hvilket står i skarp kontrast til mediets vækst i 2011, der indtil nu er knap 50 procent.

Ser man på hele 2011 fra januar til juli, ser billedet pænt ud. Mediemarkedet kan mobilisere en vækst på 12 procent i det totale reklameforbrug. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også