Radio 24syv: Ritzau-forhandlinger på pause

Radio 24syv er tilsyneladende ikke ved at indgå en nyhedsbureau-aftale med sin hovedejer, Berlingske Media, som nogle af spekulationerne ellers er gået på i kølvandet på Berlingske Medias opsigelse af sit Ritzau-abonnement. Radioen har dog heller ikke indgået en aftale med Ritzau, men radiodirektør Jørgen Ramskov oplyser til MediaWatch, at man sigter efter en aftale med Ritzau, som skal forsyne den 20-30 mand store nyhedsredaktion med et flow af nyhedstelegrammer fra 1. november, når radioen går i luften.
Per Fanefjord Laursen

Radio 24syv er tilsyneladende ikke ved at indgå en nyhedsbureau-aftale med sin hovedejer, Berlingske Media, som nogle af spekulationerne ellers er gået på i kølvandet på Berlingske Medias opsigelse af sit Ritzau-abonnement.

Radioen har dog heller ikke indgået en aftale med Ritzau, men radiodirektør Jørgen Ramskov oplyser til MediaWatch, at man sigter efter en aftale med Ritzau, som skal forsyne den 20-30 mand store nyhedsredaktion med et flow af nyhedstelegrammer fra 1. november, når radioen går i luften.

“Vi har forhandlinger med Ritzau om en bureauaftale,” siger han.

I næste uge afholder Ritzau bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen - inklusive Berlingske Media selv - tager bestik af den seneste udvikling. Berlingske Media har opsagt sin aftale med Ritzau, og flere har tolket Berlingske Medias udspil som tegn på, at koncernen selv pønser på at oprette et nyhedsbureau - med 24syv og Berlingske selv som kundegrundlag og løftestang.

Afventer bestyrelsesmøde
Det er alt sammen spekulationer, men 24syv-direktøren forudser i hvert fald, at forhandlingssituationen med Ritzau kan være ændret efter bestyrelsesmødet. Ramskovs korte melding til MediaWatch er:

“Vi afventer, hvad der sker med Ritzau efter bestyrelsesmødet i næste uge,” siger han med henvisning til, at bestyrelsesmødet vil afklare, om Berlingske reelt forlader Ritzau som kunde, eller der udbydes nye Ritzau-produkter til andre priser end i dag, som Berlingske efterlyser.

Jørgen Ramskov vil ikke kommentere på, hvilket budget 24syv har afsat til at købe nyhedstelegrammer til redaktionen. Han vil heller ikke oplyse, om Berlingske Media har tilbudt 24syv en nyhedspakke, en telegramservice eller andre indholdsprodukter.

Radio vil købe meget indhold
24syv skal mindst købe 20 procent af sit indhold eksternt og til markedspris, siger koncessionsbetingelserne, men der vil blive indkøbt langt mere, lød signalet fra ejerne i foråret. Kun nyhedsredaktionen skal ifølge koncessionen indlejres internt.

Det har hele tiden været planen for 24syv at udbyde opgaver til mange forskellige produktionsselskaber og enkeltpersoner – herunder også til sine ejere, Berlingske Media og People Group.

I foråret var det fremme, at en af de ydelser, som 24syv meget naturligt vil blive tilbudt af Berlingske, var udlandsdækning. Ifølge koncernchef Lisbeth Knudsen ville Berlingske Media tilbyde 24syv sit net af journalister placeret i storbyer over hele verden. Også business stoffet vil være et område, hvor Berlingke vil byde ind på levering til den nye radio.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også