Metroxpress køber magasinet Soundvenue

Metroxpress A/S har for første gang investeret i magasinbranchen og har købt 60 procent af aktierne i selskabet Soundvenue A/S, der udgiver musikmagasinet Soundvenue på print og online. Det oplyser gratisaviskoncernen i en pressemeddelelse.

Per Fanefjord Laursen

Metroxpress A/S har for første gang investeret i magasinbranchen og har købt 60 procent af aktierne i selskabet Soundvenue A/S, der udgiver musikmagasinet Soundvenue på print og online. Det oplyser gratisaviskoncernen i en pressemeddelelse.

”Vi ser et stort udviklingspotentiale i Soundvenue, som henvender sig til en attraktiv målgruppe, hvor vi i forvejen er meget stærkt repræsenteret gennem vores dagblade, Metroxpress og 24timer. Vi kender magasinet gennem et langvarigt redaktionelt samarbejde, og nu tager vi skridtet fuldt ud og bliver medejere,” siger adm. direktør i Metroxpress A/S Søren Riis i meddelelsen.

Opkøbet af Soundvenue ligger i forlængelse af MetroXpress’ vækststrategi om at være offensiv på såvel selskabets to dagblade som på andre platforme og nye forretningsområder, oplyser koncernen.

De nuværende Soundvenue-ejere, Lasse Kyed og Martin Chidekel, forbliver i ejerkredsen med de resterende 40 procent af aktierne,og Soundvenue fortsætter med samme ledelse som i dag ifølge meddelelsen.

”Vi tror på, at MetroXpress A/S kan løfte vores forretning og være med til at styrke vores position som Danmarks bedste musikmagasin,” siger Lasse Kyed, adm. direktør i Soundvenue A/S. 

Soundvenue A/S havde i 2010 et bruttoresultat på 5,7 mio. kr. og et årsresultat på en halv million - en klar forbedring i forhold til 2009-resultatet, der endte i minus to mio. kr. Selskabet døjer dog stadig med en negativ egenkapital på tre mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også