North Media i solid fremgang

Distributionsforretningen i datterselskabet FK Distribution sikrer  North Media fortsat fremgang i 2011, der øger væksten en smule fra 1. kvartal.

Distributionsforretningen i datterselskabet FK Distribution sikrer  North Media fortsat fremgang i 2011, der øger væksten en smule fra 1. kvartal.

Koncernens omsætning landede i 1. halvår på 594,3 mio. kr., en stigning på syv pct. i forhold til samme periode sidste år. Driftsresultatet landede på 80,8 mio. kr. - en stigning på 30,6 mio. kr. Overskudsgraden løftede sig tilsvarende flere point til 13,6 pct. mod ni pct. i 1. halvår 2010.

Hovedparten af indtjeningsfremgangen blev genereret inden for printaktiviteterne, som FK Distribution hører under. Driftsresultatet for printdelen blev 102,6 mio. kr. i 1. halvår 2011 - en forbedring på 24,5 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen voksede otte pct. med 42,4 mio. kr. til 561,3 mio. kr. Den øgede omsætning tilsat stram omkostningsstyring er formlen bag væksten, skriver North Media i halvårsrapporten.

Søndagsavisen vinder tekstannoncer
Den største avisforretning under printaktiviteterne, Søndagsavisen, er fortsat plaget af et nedskudt jobmarked. Ugeavisen tager til gengæld fortsat markedsandele på tekstannoncering bl.a. som resultat af en aggressiv prisstrategi. I 1. halvår voksede omsætningen på tekstannoncer med 23 pct. sammenlignet med 1. halvår 2010 - væksten er primært sket blandt regionale annoncører, skriver North Media.

”Søndagsavisen var markedsleder på jobannoncer, og derfor er vi naturligvis blevet ekstremt hårdt ramt på indtjeningen af det dramatiske fald i jobmarkedet på print. Derfor er det også utroligt glædeligt, at vi i andet kvartal fortsatte fremgangen med en vækst 23 procent i omsætningen på tekstannoncer. Vores mål var lidt højere, men jeg syntes, det er et flot resultat i et år, hvor mange af vores konkurrenter har meldt om nedgang i annonceomsætningen på 5-10 procent," siger mediedirektør Arne Ullum, North Media i en kommentar.

"Væksten på 23 procent er kun opnået, fordi hele organisationen har støttet energisk op om vores strategi, Ny Ambition, som er en samtidig forbedring af produktet, effektivisering af salget, udvikling af konkurrencedygtige prispakker og en markant omkostningseffektivisering. Uden den indsats ville Søndagsavisen være død i dag, for så ville ingen ejer kunne se en fremtid med overskud på driften," siger Arne Ullum.

Ifølge halvårsrapporten forventes det, at Søndagsavisen bliver overkudsgivende inden for to år - i starten af 2013, når FK Distributions indtjening på distribution af Søndagsavisen medregnes.

Matchwork neddrosles
Onlineaktiviteterne er fortsat North Medias store sten i skoen. Driftsresultatet blev minus 23,9 mio. kr. i 1. halvår 2011 mod et minus på 26,9 mio. kr. sidste år. I foråret beluttede North Media at lukke online satsningen lokalia.dk, og nu strammer man grebet om matchwork.dk, der bløder med et underskud på 13,6 mio. kr. i første halvår. Det får nu North Media til at "neddrosle aktiviteterne kraftigt" i Matchwork for at få indtjening og omkostninger i balance. Til gengæld vil koncernen investerere kraftigt i Ofirs nye strategi, der bl.a. handler om at styrke samarbejdet med Søndagsavisen under parolen "To medier, ét jobmarked".

North Media har på baggrund af halvårsresultatet opjusteret en smule og forventer nu et resultat af primær drift (EBIT) i 2011 på 130-150 mio. kr. mod tidligere 120-150 mio. kr. Nettoomsætningen forventes uændret at blive 1,175-1,225 mia. kr.

FK Distributions fornyelse af deres distributionsaftale med Coop frem til og med 2014 lover samtidig godt for North Media i de kommende år - ifølge rapporten har FK Distribution allerede indgået aftaler for 75 pct. af den forventede omsætning fra storkunder i 2012.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også