"På de andre modemagasiner er læserne jo modenørder"

Til august er Allers modemagasin IN færdig med den foreløbige makeover, der har været i gang hele foråret - efter chefredaktørskiftet i begyndelsen af året.

Tine Brødegaard Hansen

Til august er Allers modemagasin IN færdig med den foreløbige makeover, der har været i gang hele foråret - efter chefredaktørskiftet i begyndelsen af året.

"Det har været en meget fri opgave, hvor alle elementer i magasinet har været i spil,” siger Anne Absalonsen, som har været chefredaktør på IN siden januar, hvor hun afløste Camilla Lindemann, og som står i spidsen for den udvikling af magasinet, der kulminerer med 25-års jubilæumsnummeret til august.

“Jeg foretrækker at kalde det en revitalisering af IN, for det er i forvejen et superstærkt brand,” tilføjer hun.

En af målsætningerne for magasinet er at tiltrække flere læsere i 30'erne uden at miste fokus på kernemålgruppen over 40 år. Ifølge de seneste læsertal har IN 113.000 månedlige læsere, cirka 20 pct. mindre end samme måling året før, men en stigning fra sidste opgørelse på 109.000 læsere Oplaget ligger på omkring de 33.000 eksemplarer.

Indtil videre har et af de nye tiltag været at ansætte en ny skønhedsredaktør i Mikkel Hyldebrandt.

“Han har en sofistikeret tilgang til skønhedsstof. Vi henvender os til stærke, stilfulde og intelligente kvinder, derfor har vi også behov for begavet skønhedsjournalistik. Det gælder i kildevalget, produkterne vi behandler og måden vi behandler dem på. For eksempel anmelder vi en parfume, som var den et kunstværk,” siger Anne Absalonsen.

På modesiderne fortsætter Kathrine Houedet, der har været med siden 2009, med at samle trådene.

“Hun lader sig ikke forføre af øjeblikkets hurtige tendenser, og det emmer jo også IN’s DNA, da vi har et mere sofistikeret publikum end de yngre modemagasiner. På de andre modemagasiner er læserne jo modenørder, hele deres liv drejer sig om mode, mens vores læsere lever et helt liv, og de vil gerne se, at tingene virker for dem i hverdagen, derfor laver vi tit serier, der er centreret om deres arbejdsliv,” siger Anne Absalonsen.

Konkurrencen kommer i princippet fra alle magasiner, men Anne Absalonsen ser størst sammenfald mellem IN’s univers og ugebladene 'Femina' og 'Alt for damerne'.

“IN har meget til fælles med dem, fordi vi også har historier om almindelige mennesker og behandler andre stofområder end mode som bolig, rejser og kultur. Men hvor ugebladene fortæller om livet, der leves til hverdag, fortæller IN om det liv, vi lever på en rigtig god dag med lidt mere klasse, stil og overskud. Vi er jo også et magasin med den lækkerhed, det giver i papirkvaliteten og journalistikken, fordi vi bruger mere tid på hver enkelt sag,” siger Anne Absalonsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også