Thorborg tror på brugerbetaling

De små netportaler er for lavt prissat, derfor giver det mening at investere i et site som connery.dk netop nu, mener Martin Thorborg, der bl.a. står bag amino.dk.
Tine Brødegaard Hansen

Martin Thorborg har købt 15 pct. af onlinemediet for mænd, connery.dk, som også Nicolai Frisch, hans partner i amino.dk og tidligere direktør for Euroinvestor, har investeret i. Det skyldes, at tiden og sitet er moden til det, siger Martin Thorborg.

“Jeg mener, at tiden for den mere amatøragtige del af nettet er overstået. Selv de hard core pengemænd og i særdeleshed mediebranchen er begyndt at fatte, at det ikke er for sjov det her med onlinemedier. Annoncørerne begynder også at forstå, at det at annoncere online er langt mere værdifuldt end at annoncere offline og giver mange flere muligheder, så mange af de små portaler er for lavt prissat,” siger Martin Thorborg.

Brugerbetaling er fremtiden
Men omsætningen kan komme fra andet end annoncer, påpeger Martin Thorborg.

“Over de næste to til tre år kan vi få Connery til at blomstre op og blive et velbesøgt site med en skarp profil og en god indtjening. Jeg glæder mig over udviklingen inden for brugerbetaling i øjeblikket. Hvilke services, der skal brugerbetales på connery.dk, fokuserer vi på senere. Nu skal vi først have flere brugere og mere loyalitet, men vi kan se på amino.dk, at 50 pct. af omsætningen kommer fra brugerbetaling, og det kan også lade sig gøre på andre sites,” siger Martin Thorborg.

Ud over iværksætterportalen amino.dk, har han i de seneste cirka to år også været investor i min-mave.dk, der er det største site for gravide, og de mindre sites kan få god gavn af at få mere drevne forretningsfolk ind.

“Jeg mener, at Nicolai og jeg kan tilføre connery.dk en god business-forståelse, for mange af de passionerede folk er gode til at bygge sites, men de er ikke nødvendigvis gode til at kommercialisere dem. Det har vi gjort med amino.dk, som i dag kører med overskud og er på vej til at blive en fin forretning,” siger Martin Thorborg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også