Færre "dyre gaver" sænker Femina-oplag

Feminas oplag faldt med et brag i april i år. Det skyldes bl.a. et anderledes og lavere kampagnetryk, siger udgiverdirektør i Aller Media, Per Ingdal.
MediaWatch

30,3 pct. - eller 21.000 eksemplarer - så meget lavere var Aller-ugebladet Feminas oplag i april i år sammenlignet med april 2010. Årsagen er en ændret kampagnestrategi, siger Per Ingdal, udgiverdirektør i Aller Media.

“Femina havde et rigtigt flot oplag i april 2010 og har haft et mere normalt oplag i april 2011. Forskellen er, at der sidste år var mange succesrige marketingaktiviteter på Femina i april, mens kampagnerne i år er planlagt anderledes. Desuden har vi i højere grad valgt at sælge bladet på sine egne kvaliteter, fremfor at satse på dyre gaver og kampagner, der nok kan ses på oplagskurven, men også sætter sit aftryk på bundlinien.”

Feminas direkte konkurrent er Egmont-ugebladet Alt for damerne, som i april lå cirka 10.000 eksemplarer højere på 58.000 mod Feminas 48.300.

De to ugeblade har intensiveret kampen i 2010, hvor Femina overvejende lå i front på oplag. I år er det til gengæld Alt for damerne, der indtil videre fører i oplagskampen.

“Det er rigtigt, at Alt for damerne har haft et større oplag end Femina i tre ud af årets fire første måneder, men det hænger sammen med, at de har tænkt omvendt. Der er rigtigt mange numre med kampagner i dette halvår for Alt for damerne. I uger uden kampagner er de to blade lige store på oplaget, fordi de to blade stort set tilbyder læserne de samme kvaliteter, og fordi læserne køber begge blade. Derfor er konkurrencen på marketingaktiviteter meget hård i dette segment, og for os er det kun et spørgsmål om at prioritere oplag frem for bundlinie, hvis vi vil have, at Femina skal være større end Alt for damerne i et halvår,” siger Per Ingdal.

Også Egmonts adm. direktør Torsten Bjerre Rasmussen har dog givet udtryk for, at hans ugeblade og magasienr skal sælges på indhold og ikke på gaver.

Begge ugeblade har inden for det seneste halvandet års tid fået en yngre profil og nye chefredaktører i form af Camilla Frank på Alt for Damerne og Camilla Kjems på Femina.

- TBH 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også