DR: Kig nærmere på nulmomsen

DR vil under ingen omstændigheder inddrages i den nye debat om mediestøtten - men mener, det giver god mening at tilpasse støtten til avishusene, viser høringssvar.
Per Fanefjord Laursen

DR modtager ikke mediestøtte, så det er en misforståelse, hvis Mediestøtteudvalget under ledelse af Henning Dyremose finder på at inddrage licensen i puslespillet om en ny mediestøtte. Derimod er der god grund til at kigge nærmere på den offentlige støtte til andre mediehuse, mener DR.

Det fremgår af public service-institutionens høringssvar og udspil til den kommende, afgørende debat om en mulig revision af den danske mediestøttemodel. Processen genstartes så at sige på en stor høring i København i dag arrangeret af Styrelsen for Bibliotek og Medier.

I dag fordeler staten 6,4 mia. kr. i støtte til medier i Danmark, hvoraf de 3,5 mia. kr. er licensmidler, der går til DR. Men licensen er ikke en mediestøtte, mener DR. Derimod er licensen midler, som DR som offentlig institution modtager for at løse nogle definerede public service-opgaver, skriver DR i sit høringsvar til Mediestøtteudvalget.

DR har ingen rolle
DR’s definerede opgaver er da heller ikke en del af mediestøtteudvalgets kommissorium, påpeges det.

”DR og licensbetaling til DR hører derfor ikke naturligt hjemme i mediestøtteudvalgets arbejde,” skriver DR’s næsten nyansatte økonomidirektør Martin Præstegaard til udvalget.

Det er således ikke generaldirektør Maria Rørbye Rønn, der involverer sig i sagen – trods det med en vis ret kan hævdes, at en revision af mediestøtten er et komplekst og afgørende mediepolitisk tema.

Ændringer i mediestøtten - store eller små – er vel de næste års vigtigste mediepolitiske proces. Hvorfor lægger generaldirektøren afstand til emnet?

“Det er DR's økonomidirektør Martin Præstegaard, som sidder i udvalget – det sker med mit fulde mandat, og jeg bliver naturligvis løbende orienteret om udvalgets arbejde,” siger Maria Rørbye Rønn til MediaWatch.

DR: Nulmomsen skal i spil
Mens DR mener, at licensen ikke bør komme i spil, opfordrer DR til, at alle støtteordninger til de trykte medier skal inddrages i mediestøtteudvalgets arbejde - herunder den nulmomsordning, der har afgørende betydning for dagbladene, og som har en værdi af 1,1 mia. kr. årligt.

"Fremtidige mulige mediestøttemodeller bør medtage den fulde offentlige støtte givet til mediehuse, herunder eksempelvis værdien af nulmoms til dagblade," skriver DR.

Når det gælder distributionsstøtten, anbefaler DR blandt andet, at danskproduceret indhold skal have forrang. Medier, der satser på egenproduktion af dansk sprog, kultur og demokrati skal prioriteres staten bør så vidt muligt fremover støtte produktion af indhold - ikke støtte til platforme.

Mediestøtteudvalget ledes af tidligere konservative finansminister og TDC koncernchef, Henning Dyremose og ventes at fremlægge et antal scenarier til forandringer af mediestøtten den 1. oktober. Ifølge Henning Dyremose er alt i spil.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også