DR-fyringer kom som en bombe

Den nye generaldirektør rydder op og tilpasser DR til en langt smallere public service-linje - men beslutningen var uventet i DR.
Per Fanefjord Laursen

Det var en bombe, der sprang internt i DR i dag, da en ny organisationsændring blev offentliggjort.

Ændringerne blev vedtaget på et bestyrelsesmøde så sent som i torsdags.

Organisationsjusteringen er det første hårde træk fra den nye generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, der tilpasser DR til den linje, hun og bestyrelsesformanden ønsker for DR.

Det er kun godt et år siden, at Maria Rørbye Rønn og Michael Christiansen var med til at gennemføre den seneste store omstrukturering af DR's organisation og topledelse under den daværende generaldirektør Kenneth Plummer - og bl.a. derfor er dagens markante ændringer kommet som et lyn fra en klar himmel ifølge MediaWatch kilder.

Tre faktorer i spil
Der er tre faktorer, der spiller ind i DR's overraskende ændringer. Den ene og altdominerende handler om tilpasningen til den bebudede smallere, såkaldte "klassiske" public service-linje.

I sig selv er det ikke en ny strategi, men mellem linjerne ligger det, at den kanalstrategi, der er blevet udarbejdet for DR-kanalerne i DR Medier, hvor direktør Mikael Kamper har talt for den brede public service-linje, har haft svært ved at falde i hak med den indholdsstrategi, der er blevet udarbejdet af indholdsdirektørerne i DR Nyheder, DR Danmark, DR Kultur og DR Oplysning.

Kampen mellem det brede og det smalle er fortsat med at give konflikter i DR, selvom den tidligere generaldirektør Kenneth Plummer og hans mediedirektør Lars Grarup, der stod for bredde, er stoppet. Med ansættelsen af DR oplysnings Gitte Rabøl, der også er tidligere chef for public service-juvelen DR2, som ny mediedirektør, gør ledelsen endnu et greb for at få DR til at gå i samme nye public service-takt. 

Plummer tiden
Med dagens øvelse har generaldirektør Maria Rørbye Rønn "fjernet" de sidste folk fra Kenneth Plummer/Lars Grarup-tiden, hvor det var den brede og mere konkurrenceprægede tilgang til public service, der herskede. Dette bekræftes af Mikael Kambers udtalelser til dr.dk:

"Se på dem, der er fyret. Blandt dem er de tre mest markante fortalere for en bred definition af public service i DR. Og nu ser det ud til, at DR skal en anden vej, end den jeg står for."

De tre, han henviser til, er kommunikations- og marketingdirektør Thomas Hertz, kanalchef Ole Mølgaard og vicedirektør i DR Medier Merethe Eckhardt.

Endelig åbner nedlæggelsen af DR Oplysning som et direktørområde angiveligt også indgangen til, at DR-ledelsen lidt lettere kan lancere en trimning af antallet af ansatte under området senere på året.

Det bliver formentlig nødvendigt, fordi DR skal drive en radiokanal mindre efter november og ikke er fri af besparelser på grund af medieforliget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også