Seks forlader Stiften

Midtjyske Medier blev i går slanket med ti stillinger - langt de fleste blev fundet ved frivillige fratrædelser.

Frivillige fratrædelser var i høj grad med til at få regnestykket i Midtjyske Medier til at gå op, da man i går nedlagde ti redaktionelle stillinger og gik fra 140 til 130 redaktionelle medarbejdere.

Fem stillinger blev nedlagt på Århus Stiftstidende, men da fem medarbejdere her havde søgt om fratrædelse og én medarbejder samtidig blev afskediget, kunne en medarbejder fra Randers Amtsavis skifte til Stiften og en fyring i Randers undgås. Derudover er en ledig stilling i Ringkøbing ikke besat. De øvrige stillinger er fundet i hhv. Holstebro, hvor én er fyret og en ubesat stilling nedlagt, og i Viborg, hvor en medarbejder er fratrådt.

"Ledelsen har vist sig meget lydhør over for at undgå unødige fyringer. De to uønskede fyringer, der har været, handler om, at medarbejderne ikke har kunnet besætte andre stillinger," siger tillidsrepræsentant Per Schultz-Knudsen fra Midtjyske Medier.

Ansvarshavende chefredaktør Dorthe Carlsen er tilfreds med forløbet og forklarer, at de færre ressourcer skal opvejes af et tættere samarbejde mellem mediehusene og med fællesredaktionen i Viborg.

"Tilpasningen er spredt ud over stort set alle produkter. Der er ingen ændringer i Midtjyske Medier som virksomhed," siger hun.

Hvilke opgaver vil I neddrosle med den mindre bemanding?

"Der er ikke tale om, at der er særlige områder, vi ikke længere skal dække. Det er i øvrigt individuelt for det enkelte mediehus, hvad der konkret skal ske. Vores fællesredaktion i Viborg skal levere fællesstof, der er endnu mere målrettet udgivelserne end tidligere. Også ugeaviserne og vores digitale udgivelser vil i fremtiden få tilbudt relevant fællesstof fra Viborg. Der vil blive tale om et mere systematisk samarbejde mellem mediehusene i hhv. den østlige og den vestlige del af Midtjylland. Der bliver omstruktureret i flere af mediehusene som en del af omlægningerne," siger Dorthe Carlsen.

Øvelsen i Midtjyske Medier er et led i en generel sparerunde i Berlingske Media, hvor i alt 47 stillinger nedlægges.

Midtjyske Medier består af fem mediehuse, der tilsammen udgiver syv dagbladstitler, 20 ugeaviser, magasiner, websites som aoa.dk og dinby.dk og to radiostationer.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også