TV3-kanaler vandt i første kvartal

Det første kvartal i 2011 udløste ikke voldsomme dønninger på det kommercielle tv-marked, men dog mindst én overraskelse, viser en status på markedsbevægelserne.
Per Fanefjord Laursen

Det første kvartal i 2011 udløste ikke voldsomme dønninger på det kommercielle tv-marked, men dog mindst én overraskelse, viser en status på markedsbevægelserne.

TV 2-gruppen følger tendensen i årets første kvartal ved at aflevere to sharepoint på hovedkanalen, men til gengæld vinde 1,3 point fra nichekanalerne.

Blandt nichekanalerne er det TV 2 News, der nyder godt af flere nyhedsdramatiske uger, som holder hånden under TV 2's kommercielle position med en sharevækst på 0,7 procentpoint.

Tak til FCK
TV3-kanalerne har præsteret en solid start på 2011 med en vækst på 1,3 sharepoint, bygget på gode seertal til nye og især velkendte formater som ‘Med kniven for struben’ og ‘Luksusfælden’. TV3-gruppen er - ikke overraskende - vældig godt hjulpet på vej af FC Københavns succes i Champions League og af fodboldlandskampe.

For MEC er kvartalets egentlige overraskelse, at SBS TV har tabt momentum i forhold til 2010, siger Broadcast Researcher Michael Jensen:

“Efter et flot 2010 og 6’erens overgang til HD kanal per 1. januar 2011, havde vi en klar forventning om, at SBS TV ville vinde seerandele. 6’eren har haft fin fremgang i år, men til gengæld ligger Kanal 4, Kanal 5 og Voice TV med et samlet tab på 1,6 point under niveauet for 1. kvartal 2010,” siger han. 

Han pointerer dog, at SBS TV fortsat har programformater, som ikke har haft sæsonpremiere i 1. kvartal. Det gælder f.eks. ‘Topmodel’ på Kanal 4.

“Derfor er det for tidligt at sige noget entydigt om, hvor SBS TV ender henne i foråret 2011”.

Nichebrand skuffer bureau
MEC undrer sig endvidere over, at de mange mindre, men klart profilerede nichekanaler ikke har fået lidt mere ud af første kvartal. Der er tilbagegang for Discovery, TV 2 Sport og status quo for MTV og Canal 9.

Kun National Geographic Channel og i mindre grad VH1 har oplevet en fremgang i år.


Lagkage viser kommerciel share målt i 21-50 år. Uge 1-12 2011.

Kilde: Gallup, MEC.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår