Radio Horsens vil lande 10 mio. i omsætning

Det er muligt at drive en professionel kommerciel lokalradio og levere et rimeligt overskud til sin ejer i 2011.

Det er udgangspunktet for Flemming Jensen, der for nogle måneder siden vendte tilbage til Radio Horsens som chef for radioen.

Per Fanefjord Laursen

Det er muligt at drive en professionel kommerciel lokalradio og levere et rimeligt overskud til sin ejer i 2011.

Det er udgangspunktet for Flemming Jensen, der for nogle måneder siden vendte tilbage til Radio Horsens som chef for radioen.

”Min indgangsvinkel er fokus på det indhold, vi leverer mellem sangene. Lokalradio skal være god musik til målgruppen, nyheder, vejr og trafik. Men vejen til loyale lyttere er også holdninger, nærvær, attitude og ganske enkelt at have noget på hjerte, og det skal vi kunne levere,” siger han.

Nyt morgenshow
Som hos de fleste radiostationer er morgentimerne de vigtigste. Morgenshowet på Radio Horsens, der er døbt ’A-holdet’ (foto), spiller på kemien mellem en voksen mand – Flemming Jensen selv - og en ung kvinde, i skikkelse af den nye morgenvært Anna Backe.

”Vi tilstræber det, jeg har savnet på alle andre morgenshows: At alle programmedarbejdere på radioen afholder efterkritik og planlægger næste dags gæster og indslag, så fladen hænger sammen, og vi ikke laver det samme,” siger han.

Konkurrencen om lyttere er relativt overkommelig, fordi Horsens med omegn ligger mellem to byområder. Men P4 og P3 er konkurrenter.

”Den regionale P4 er naturligvis en konkurrencefaktor, men også til dels P3. Jeg er dog glad for, at P3 er en public service-kanal, som af den grund spiller meget ny, ukendt musik.”

Tror på overskud
De kommercielle arbejdsbetingelser for lokalradio er den anden faktor, som Flemming Jensen skal forholde sig til for at opnå en fornuftig forretning. Her lyder radiochefen overraskende optimistisk.

”Vore betingelser er ikke så ringe. Vi dækker et afgrænset område, herunder Horsens Kommune på 65.000 indbyggere. Der er ingen væsentlige kommercielle konkurrenter, og vi har solid teknisk dækning af det område, vi kan skal nå ud til. Og vi har styr på udgifterne, selv om vi står med en musikafgift på 1,1 mio. kr. årligt. Det er en voldsom budgetpost, men ikke uoverkommelig.”

Radioens succeskriterier er klart defineret og inden for rækkevidde.

”Vi skal runde en omsætning på 10 mio. kr. årligt og nå op på 100.000 lyttere i ugentlig dækning på hovedkanalen Radio Horsens. Gør vi det, leverer vi et overskud på en halv mio. til vores ejer,” siger han.

Radio Horsens på app
Flemming Jensen spår, at alle veldrevne lokalradioer har en digital fremtid, men det er ikke DAB, han tænker på.

”Jeg hilser ny teknologi velkommen, fordi den øger vores distribution, og tillader os at finde nye lyttere. Jeg tror, at et FM-sluk for lokalradio ligger et godt stykke ude i fremtiden, men jeg har forventninger til trådløst internet overalt, og om et par år er vi også klar med Radio Horsens apps til mobile medie platforme,” siger han. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også