TV 2-alenekort afskaffet om få dage

Senest mandag bliver regeringen og oppositionen enige om at afskaffe det problematiske, såkaldte 'TV 2-alene-kort'.
Per Fanefjord Laursen

Regeringen og oppositionen er nu lige på nippet til at afskaffe det problematiske, såkaldte 'TV 2-alene-kort', erfarer MediaWatch.

Dermed er et nyt TV 2-forlig på vej mellem både regeringen og de partier, der stod bag TV 2-redningsplanen.

Den nye alternative betalingsmodel bliver, at alle husstande skal betale abonnement for TV 2 fra januar 2012 - ligegyldigt hvordan de modtager kanalen.
 
Det bliver dog ikke de 25 kr., som der var lagt op til i redningsplanen, men derimod kun 10 kr. om måneden pr. husstand.

Rammer bagatelgrænse
Med den løsning falder alle kvaler med TV 2-alene-kortet væk. Politikerne har dog måttet acceptere, at public service-kanalen TV 2 kan risikere at miste gennemslagskraft, fordi der kan være husstande, der ikke vil betale.

Netop derfor er prisen sat ned til ti kroner, som menes at være på den rigtige side af den psykologiske bagatelgrænse i alle familier.

Politikerne kommer ikke udeom, at den nye aftale også skal godkendes i EU. Den gamle fra 2009 har ligget til godkendelse nu i to år.

Kritik dør ikke ud
Alene-kortets bortgang får dog næppe kritikken fra konkurrenter, distributører og diverse organisationer til at forstumme. Mange interessenter finder det uspiseligt og markedsforvridende med en statslig indført abonnementsafgift for TV 2. Flere branchefolk foretrækker, at licensen i stedet bliver genindført for TV2.

Ifølge Mediawatchs kilder var det kulturministeren selv, der efter at have læst de mange kritiske hørringsvar om redningsplanen, ønskede at slippe af med TV 2's alenekort.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også