Ny krimi: Nordiske investorer gi'r TV 2 rekordbudget

TV4, TV 2 Norge og ZDF skød tidligt millioner i TV 2's nye krimiserie. Den opbakning og en ny DVD-strategi har sikret et rekordbudget på 85 mio. kr.
Per Fanefjord Laursen

TV 2's nye krimiserie ‘Den som Dræber’, der har premiere på søndag kl. 20.00, har kostet 85 mio. kr. Det gør den til den dyreste tv-krimiserie i Danmark til dato.

Trods den nette prisseddel er den ikke produceret i DR-regi, men fortrinsvis for private midler.

Det lykkedes for producenten Miso Film at skrabe det store beløb sammen, fordi hele forarbejdet ikke forløb, som den slags plejer.

“De kommercielle nordiske tv-selskaber og tyske ZDF besluttede at investere i serien allerede, da den lå i manuskriptform. Det er ikke kutyme, at de kanaler stiller op med penge så tidligt, og det hjalp os med finaniseringen,” siger producent Peter Bose, Miso Film.

“De investerede tidligt i visningsrettigheder, fordi de så, at serien har et internationalt tilsnit, der kan begå sig overalt. Historierne, krimininaluniverset og høj production value er noget, seere kan relatere til på tværs af mange lande.”

Ultra-kort DVD vindue
Dertil kommer, at DVD-forretningen, der bygges på serien, er organiseret på en ny måde.

“Allerede når de to første afsnit er sendt om få uger, kommer de ud på DVD-markedet som afsluttede film på 90 minutter, og så følger afsnittene par for par hver 14. dag. Det er en helt ny metode at release DVD’en på, der bør øge salget og skaffe pengene hurtigere hjem til investorerne. Filosofien er, at DVD’er skal ud på markedet, når seerne og pressen taler om serien,” siger Peter Bose.

Serien er også støttet med 10 mio. kr. fra Public Service Puljen, tre mio. kr. fra EU, og så har TV 2 og Miso Film også bragt investeringer ind i projektet.

Mere krimidrama til TV 2
Miso Film står også bag den norske serie ‘Varg Veum’, og producenterne bag Miso Film har ligeledes produceret flere af de svenske kriminalserier ‘Beck’ og ‘Wallander’ serier. I Danmark har Miso Film produceret Kasper Barfoeds thriller ‘Kandidaten’.

Miso Film har aktuelt gang i udviklingen af en anden krimiserie til TV 2 baseret på figuren ‘Dicte’ i Elsebeth Egholms krimiserie. Endelig er det Miso Film, der har filmrettighederne til Tom Buk-Swientys bøger om slaget ved Dybbøl.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også