'Radio 24syv' er buddet fra Berlingske People

Berlingske Media og PeopleGroup har i dag indleveret en 280 sider lang fælles ansøgning, der lover en engageret og levende radiokanal med navnet 'Radio 24syv'.
Per Fanefjord Laursen

Ambitionerne fejler ikke noget i Berlingske Media og PeopleGroups ansøgning om FM4, som netop er indleveret til Radio- og tv-nævnet. 

Ifølge makkerparret er målet at skabe en moderne, dynamisk og mangfoldig public service station, der redefinerer oplevelsen af taleradio.  I ansøgningen lægger parterne op til at navnet på den kommende kanal bliver, Radio 24syv.

Ansøgerne lover ny radio
Den nye kanal skal balancere mellem det brede og det dybe, det populære og det mere nicheprægede.

"Der skal hverken udvikles et nyt P1 eller P4, men skabes noget helt nyt. Sådan lyder intentionerne i det udbud, som medieforligspartierne har bedt den kommercielle branche om at byde på. Vores plan for den nye kanal lægger på den ene side op til en kanal, man aldrig har hørt før, og på den anden side en kanal, som mange danskere - når først, den er der - vil betragte som en uundværlig del af deres daglige medieforbrug,” siger Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand for det nye radioselskab, Berlingske People, i en pressemeddelelse.

Lisbeth Knudsens beskrivelse af Radio 24syv sammenfatter indholdet i den 280 sider lange ansøgning, der nu skal til behandling hos Radio- og tv-nævnet.

Nyheder vil være 24syvs omdrejningspunkt
Nyheder vil være livsnerven, men i nær kombination med kanalens mange aktualitets-, debat- og kulturprogrammer båret af markante værter. ”Involvering”, er, sammen med ”engagement” den kommende kanals kerneværdier. Radio 24syv er ligeledes en fleksibelt formateret kanal, hvilket betyder, at alle flader nemt skal kunne ryddes og tænkes ind i et samlet nyhedsflow ved akut opståede lejligheder - eller ved afvikling af faste temadage.

Alle kanalens programkoncepter har elementer, der fremmer dialogen og den levende oplevelse - enten direkte i programmet, eller som del af programmets digitale tjenester. Og, når Radio 24syv taler med gæster og kilder, tales der i lige så høj grad med dem, der er ved at forandre verden, som dem, der analyserer den.

Radio 24syv får en lang række underleverandører rundt omkring i landet, hvor af langt fra alle er på plads. Med i ansøgningen som underleverandører er bl.a. Syddanske Medier, Midtjyske Medier og Lolland-Falsters Folketidende – alle med stærke lokalradio- erfaringer. Science centeret, Experimentarium i København er ligeledes blandt de faste underleverandører til Radio 24syv.

Efter planen offentliggør Radio- og tv-nævnet deres endelige valg af, hvem der fremover skal drive FM4 kanalen den 8. april 2011.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også