Rapport: DR tager ikke overpris for arkivbilleder

DR har fået gennemført en ekstern undersøgelse af sine arkivpriser efter branchekritik - konklusionen er, at DR's priser generelt har det rigtige niveau.
Per Fanefjord Laursen

De priser, DR tager for brug af arkivklip, ligger generelt på niveau med markedet, sådan som konkurrencelovgivningen foreskriver.

Det er konklusionen i en rapport fra det eksterne konsulentfirma, Copenhagen Economics, der de sidste 10 måneder har kigget DR efter i sømmene med hensyn til priser på salg af klip fra DR's arkiver, skriver DR.

Granksningen blev sat i gang efter, at blandt andre Producentforeningen sidste år meldte ud, at man mente, at DR's priser på arkivklip var for høje.

Nogle priser for høje
Rapporten viser dog også, at DR's priser på et enkelt område ligger over markedsniveau - og på et andet ligger under. DR har på den baggrund lavet en ny prisstruktur, der afspejler markedet bedre:

"Vi har hidtil fulgt en fast prisliste i alle sager. Rapporten viser dog, at flere andre tv-stationer går ind i konkrete forhandlinger om prisen i store sager og dermed kan tilbyde en bedre pris. Det bliver vi selvfølgelig nødt til at forholde os til, så vi også her afspejler markedet og kan give rabatter ved store køb," siger Line Friedrichsen, chef for DR Arkivsalg, i en pressemeddelelse.

FAKTA: Om DR Arkivsalg
DR Arkivsalg er en selvstændig enhed i DR, som ikke er licensfinansieret. DR Arkivsalg drives som en kommerciel virksomhed med eget regnskab. Derfor skal DR Arkivsalgs priser være på markedsniveau og hverken urimeligt høje eller lave.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også