“Tillykke til Per Stig Møller - og til mediebrancen”, “et markant kvalitetsløft i og nuancering af debatten” og en kulturminister med “stor indsigt i kunst og kultur”, lød velkomsten fra nogle af de medieaktører MediaWatch kontaktede, da Per Stig Møller (K) blev udnævnt til kulturminister for et år siden som afløser for sin anonyme partifælle Carina Christensen.

Men de tårnhøje forventninger er styrtet i grus for flere af de aktører, MediaWatch har kontaktet for en et-års-status på medieområdet.

Rasmus Nielsen, politisk redaktør Altinget.dk

Har Per Stig Møller levet op til dine forventninger?

"I det øjeblik, Per Stig Møller udskød beslutningen om at imødekomme det politiske flertals krav om en retfærdig omfordeling af mediestøtten til platforms-neutralitet til efter valget, faldt vores forventninger til nulpunktet. Så vi er ikke blevet skuffet. Jeg kan dog ikke forstå, at han spillede sin vigtigste reformchance af hænde - måske af frygt for personlig dårlig avisomtale, før han skal møde vælgerne igen? Nu kan den undrende skatteyder så holde øje med, hvilke statsstøttede medier, der giver Stig særlig omtale til og med valgdagen kl. 20. Det vil være "redaktionel returkommission", som ministeren jo sidder og håber på.”

Hvad er det mest presserende mediespørgsmål, han skal tage fat på i det kommende år?

“Det vigtigste spørgsmål for Per Stig i resten af hans korte ministertid i år bliver at sparke til sin partiven Dyremose, så han ser at få afsluttet sin teknologi- og iværksætterkrænkende syltekrukke vedrørende mediestøtten, så Danmark snart stopper med at forhale den globale udvikling fra print til online. Hvis ikke der skabes lighed i den danske erhvervsstøtte, bør virksomheder, der udsættes for unfair konkurrence, flytte til venligere stemte medlemslande i Unionen. Det kommer Per Stigs eftermæle til at blive belastet af, når det gælde medievirksomheder."

Mette Bock, folketingskandidat for Liberal Alliance, tidligere programproduktionschef i DR

Har Per Stig Møller levet op til dine forventninger?

“Per Stig er i udpræget grad ramt af "vi skal snart til valg"-syndromet. Alt, der er det mindste kontroversielt, bliver lagt i udvalg. Det er ærgerligt, for jeg tror faktisk, han ville vinde større respekt ved at skære igennem, som han f.eks. har gjort på filmområdet. Ærgerligt er det også, at udbuddet omkring FM4 er blevet så detaljeret, at de fleste interessenter er hoppet fra. Mange tror fejlagtigt, at det er FM4-udvalget, der har ansvaret for dette, men udvalget har intet haft med udbudsmaterialet at gøre.”

Hvad er det mest presserende mediespørgsmål, han skal tage fat på i det kommende år?

“Han skal have bragt FM4 i havn. Og dernæst burde forholdene vedrørende mediestøtten afklares. Men det padler jo rundt i et udvalg.”

Jakob Høyer, kommunikationsdirektør i DSB, tidligere ansv. chefredaktør for MetroXpress og 24timer.

Har Per Stig Møller levet op til dine forventninger?

”Ideologiske markeringer – men tvivlsomme resultater. Det må være opsumeringen af Per Stig Møllers første år som kulturminister. Har har markeret sig godt med skarpe udmeldinger, både i planen om en ny radiokanal og i invitationen til ny kulturkamp og større værdidebat i kulturlivet. Men i de konkrete politiske resultater er det ikke imponerende. Medieforliget ser skrøbeligt ud med den tvivlsomme struktur for FM4. Filmaftalen blev stort set skrevet af filmbranchen selv. Og ved at nedsætte (endnu) en arbejdsgruppe til at granske mediestøtten, har han placeret sig i den skræmmende gruppe af ministre, der sender problemer i syltekrukker i stedet for at tage politiske beslutninger. Måske har det været svært for en tidligere udenrigsminister at forholde sig til politiske resultater i så små termer som mediestøtte, teaterøkonomi og andre kulturpolitiske områder.”

Hvad er det mest presserende mediespørgsmål, han skal tage fat på i det kommende år?

”Mediestøtte-problematikken er akut. Det er uholdbart, at så mange dagblade bløder økonomisk og bliver mere og mere afhængige af statsstøtte-krykkerne. Støtten bør moderniseres og støtte medieudvikling og demokratisk spredning i stedet for at være en automat-støtte til alle. Dernæst bliver teaterområdet den store knast – Det Kgl. Teater efterlyser flere penge trods kæmpe-tilskud, og resten af teaterlivet er endnu engang trængt, og politikerne bliver nødt til at forholde sig til, om offentlig støtte skal være det, der afgør teatres overlevelse. Sidst men ikke mindst kan den borgerlige regering snart fejre 10 års jubilæum for ønsket om at privatisere TV 2 – uden resultat.”