V: Stor tillid til Maria Rørbye Rønn

DR's bestyrelse har valgt en meget dygtig person som ny generaldirektør, der givetvis vil vokse med opgaven, spår Ellen Trane Nørby.
Per Fanefjord Laursen

Det ligner en kovending, når DR ansætter en generaldirektør, der er stik modsat det, man søgte, men det tager Ellen Trane Nørby (V) blot til efterretning.

“Hvis bestyrelsen er nået frem til, at det er Maria Rørbye Rønn, der er den bedste kandidat, så er det fint med mig. Det vigtigste er, at DR nu har en ny topchef, så DR kan komme videre,” siger hun.

Ellen Trane tilføjer, at hun har stor tillid til Maria Rørbye Rønn og opfatter hende som en meget dygtig person.

Ellen Trane Nørby er ret sikker på, at den nye tilpassede public service-kontrakt nu følges ned til det mindste komma. For juristen Maria Rørbye Rønn har selv forhandlet den på plads med embedsmændene.

Venstres ordfører forventer, at Michael Christiansen nu træder nogle skridt tilbage, og at Maria Rønn finder den rolle, der bedst passer hende, i forhold til de tunge indholdsfolk i direktionen, som f.eks. Morten Hesseldahl og Ulrik Haagerup.

“Bestyrelsesformanden har jo udtalt, at han ser frem til at træde lidt tilbage. Maria Rønn har ikke før haft mulighed for at føre public service-ordet. Det har hun nu, så lad os se, om ikke hun finder sig en ny rolle. Det gjorde Christian Nissen også, da han kom til.”

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også