Kommentar: Uforsvarligt forsvar for sweetdeal.dk

Hvordan kan Berlingske forvente at læserne tager deres erhvervsdækning alvorligt, hvis de selv blæser på forretningsetik, spørger chefredaktør Ole Nørskov.
Ole Nørskov

I gårsdagens udgave af Kontant leverede Berlingske Medias salgsdirektør, Morten Suhr Hansen, et pinligt forsvar for de i bedste fald grå forretningsbetingelser på Berlingskes tilbudssite sweatdeal.dk.

Sagen er, at en væsentlig del af forretningsmodellen på sites som sweatdeal.dk, dagensbedste.dk, slåtilnu.dk og downtown.dk er, at folk glemmer at få indløst de gavekort, de køber. Det er derfor, man aldrig ser tilbud på fysiske varer på disse sites - en fysisk vare skal jo altid leveres, mens et restaurantbesøg eller en omgang massage kun bliver en udgift, hvis folk rent faktisk når at bruge gavekortet, før det udløber.

Lidt for smart
Folk accepterer tilsyneladende i de fleste tilfælde uden vrøvl de dummebøder, disse sites udsteder. Hvis man ikke inden for den ofte ret korte frist får brugt sit gavekort - så har man reelt betalt penge uden at få noget som helst for dem. Smart - og også for smart ifølge Forbrugerstyrelsen, hvis klare retningslinjer siger, at det skal være muligt at bruge et gavekort som betalingsmiddel inden for "en rimelig periode" - også selvom fristen på det oprindelige tilbud er udløbet.

Derfor har de andre tilbudssites rettet ind - men Berlingske vil ikke. Ifølge Morten Suhr Hansen er det med andre ord helt ok at tage penge for ingenting, hvis kunderne ikke overholder tidsfristerne.

En revne i troværdigheden
Det er selvfølgelig en mindre krusning på et stort hav, men der gemmer sig en principiel problemstilling i sagen: Hvordan skal borgerne og Berlingskes læsere, lyttere og seere kunne tage Berlingskes dækning af erhvervslivet alvorligt, hvis Berlingske ikke selv efterlever de mest basale spilleregler for etisk virksomhedsdrift.

Næste gang Berlingske omtaler lyssky forretningsmetoder, vil en lille stemme i mit baghoved i hvert fald hviske: Hyklere.

Derfor er der kun én vej frem for Berlingske og Morten Suhr Hansen i denne sag: Ret ind, stram op!

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også