”Jeg er en helt anden type ledelsesmæssigt”

Gjorde Leif Beck Fallesen Børsen til avisen, der dækker den ”hele” erhvervsmand, vil Anders Krab-Johansen gøre avisen allestedsnærværende for erhvervsmanden.
Louise Reseke

Da det kom frem, at dobbeltwhopperen over de fleste, Leif Beck Fallesen, stoppede på Børsen, var en gennemgående kommentar, at det var et par store sko, der ventede hans efterfølger på avisen.

Ingen ved det formentlig bedre end Anders Krab-Johansen, der har arbejdet sammen Leif Beck Fallesen i mere end 10 år fra 1995-2006, og han svarer da også åbent, at ja, der fulgte en vis portion præstationsangst med i ansættelseskontrakten. Alligevel har han ikke tøvet med at hoppe i Børsen-skoene og træde i karakter fra start. Før sin første officielle arbejdsdag havde han truffet beslutningen om at stoppe samarbejdet med TV 2 Finans, og siden er nyhedsstrømmen til Ritzau også lukket, overlæggeren sat et par nøk højere op for den Ipad-avis, der er under udvikling, en ny "nummer to" udpeget og en ny debat og analyse-redaktion med JP-skribenten Christoffer Arzrouni i spidsen sat i værk med premiere til marts.

For han har et meget klart billede af, hvor avisen skal hen, forklarer han. Løftede Leif Beck Fallesen Børsen ved at skabe en mere holistisk avis, der afspejlede erhvervsmandens interesser bredere, vil Anders Krab-Johansen løfte avisen ved at skabe en avis, der afspejler erhvervsmandens medieforbrug bredere.

”Med den teknologiske udvikling, der sker, er det tydeligt, at vi skal blive i den samme niche redaktionelt, men vi skal i højere grad ramme læsernes medieforbrug, der bliver skruet sammen i dag og i morgen, og dét er meget mere digitalt. Jeg holder meget af aviser, og jeg tror aviser vil leve længe endnu, men der skal bygges noget andet og mere på, så vi kan levere alle de steder, vi skal, hvor læserne er,” siger han.

"Vi håber på at udvide vores markedsandel ved at tilbyde et meget mere komplet produkt, så folk ikke søger over og supplerer Børsen classic med andre nye medier, som er mere fremme i skoene end os. Det er meningen, at vi skal dække det hele," siger den nye chefredaktør og adm. direktør, der ikke er i tvivl, om at timingen for de større digitale satsninger er rigtig.

”Vi er hjulpet af den anden bølge inden for digitale medier, som er trådløs, hvor den første digitale bølge med internettet blev brugt af de fleste – Børsen mindst - til at kaste tingene i grams og det undergravede mange produkter. Der er en helt anden betalingsvillighed på de trådløse medier.”

Den ny slags digitalt
Den største udfordring for avisen nu og her ligger i at få medarbejderne med på det mentalitetsskifte, den digitale opgradering kræver. At den betalte kvalitetsjournalistik, avisen har været hovedgarant for, nu skal bredes ud med samme kvalitetsbevidsthed på de trådløse digitale platforme.

”Det kræver, at man opdager, at der er kommet en ny slags digitalt, at man siger farvel til bølgen for ti femten år siden, hvor alting skulle være gratis på nettet, og hvor man konkurrerede på det. Det marked findes stadig, og det er et marked, hvor Børsen befinder sig og har det godt, men dér, hvor vi kan vokse, er på digitale betalingsplatforme, og det læner sig op ad avisproduktionen,” siger Anders Krab-Johansen, der ikke har i sinde at ændre på den forretningsmodel, der er kernen i Børserns strategi, multimedieabonnementet, der fortsat kun kommer i én udgave. Det er alt eller intet, læserne får tilbudt – uanset hvor meget talen ellers kan gå på lange haler og mange bække små om fremtidens digitle forretningsmodeller.

Børsen tror på, at de fleste kunder vil have hele pakken - og man skal i hvert fald ikke kunne nøjes med en flig, men må betale kollektivt for den kvalitet, Børsen til gengæld lover.

"Jeg hører til dem, der mener, der er opstået en junk-presse, som lige så stille er ved at overtage det hele, og jeg tror der er rigtig, rigtig mange især blandt vores kunder, som har fornuftige penge, der gerne vil betale for at slippe for alt det skrald og få det at vide, de skal vide, når de skal vide det,” siger Anders Krab-Johansen.

Han tror, der er fortsat vækst at hente for Børsen på trods af den oplagsstigning, avisen allerede har oplevet. Ikke en stejl vækst, men vækst.

”Når vi ser svækkelser af andre, når Berlingske gør mindre ud af deres Business og bliver af dårligere kvalitet, og når JP eller andre gør noget tilsvarende, eller når Erhvervsbladet lukker, så åbner det nogle markeder, vi er klar til at rykke ind i. Det, at vi også knytter avisen til alle de andre platforme, gør, at et abonnement på Børsen bliver mere interessant for rigtig mange mennesker, og så kan folk se, at de kan læse tillæggene i sofaen om aftenen, og de får analyser som de ikke får andre steder, de får dybde og noget prioriteret stof når de tegner et abo. Så jeg tror vi kan løfte det hele, og så bliver avisen også løftet,” siger han.

Status quo på papiravisen - sådan da
Papiravisen bliver der ifølge Anders Krab-Johansen ikke ændret overordnet på, kun i "detaljer” lyder det. Dog får avisen for første gang en debat- og analyse redaktion, som Christoffer Arzrouni per første februar er ansat til at bygge op. Lige som farvellet til TV 2 handler det om at styrke og beskytte avisens redaktionelle unika.

”Vi skal have nogle varer, der ikke bare kan kopieres, og derfor gælder det om at udvikle nogle områder, hvor vi har nogle folk, som er bedre og klogere end andre, så man ikke bare kan hugge stoffet. Der har aldrig været en ægte debat- og analyse-redaktion på Børsen, det kommer der nu,” siger Anders Krab-Johansen.

Internt vil medarbejderne formentlig også opleve ændringer i ledelsesstil- og tone. Anders Krab-Johansen fremhæver Leif Bech Fallesen som et klart ledelesmæssigt forbillede, men han er ingen kopi af ham.

”Leif Beck Fallesen er klart et forbillede. Jeg synes, han er meget dygtig, modig og visionær, men jeg er en helt anden type ledelsesmæssigt, det er der ingen tvivl om," siger Andres Krab-Johansen, der som leder betegner sig selv som meget kommunikerende og orienteret mod samarbejde.

"Jeg tror på det at opstille rimeligt tydelige mål og så samarbejde om at nå dem. Man kan frigøre potentiale på den konto. Får folk lov til at komme med deres gode idéer, er jeg sikker på, at der er nogle af dem, der kan bruges,” siger Anders Krab-Johansen, der også nævner Michael Dyrby på TV 2 som et ledelsesmæssigt forbillede i kraft af en stor tilstedeværelse – men ingen fra den arbejdsplads, han skiltes fra i al syrlighed for godt et år siden, Politiken.

Børsens app til smartphones med Android-styresystem havde premiere i går - mens Børsens applikation til Ipad og Iphone kommer til marts.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også