Ramasjang-chef stifter børnemedietænketank

Kvaliteten af danskproduceret børne-tv er på katastrofekurs, mener DR-chef Signe Lindkvist, der sammen med producent Mariella Harpelund nu opretter en tænketank for at råbe politikere og branche op.
MediaWatch

Chef for DR’s børnekanal Ramasjang, Signe Lindkvist, og producent Mariella Harpelund, der bl.a. står bag DR's rollespilsprogram 'Barda', er utilfredse med kvaliteten af de programmer, der i dag er målrettet de mindste tv-seere.

De to peger på, at det ikke længere har samme status at producere børne-tv og derfor lider kvaliteten et knæk. Efter at have forsøgt sig med kritikken hos DR’s ledelse, stifter de to derfor nu en såkaldt børnemedietænketank.

”Vi bliver nødt til at få nogle højere magter i spil. For mig handler det om, at der i gamle dage var både politisk og børnemediemæssigt en ret stor bevågenhed og en ret stor prestige i at lave børnefjernsyn. Der er mange årsager til, at det ikke er sådan længere, og det glæder hele branchen, ikke kun Danmarks Radio,” siger Signe Lindkvist i dagens Politiken.

De peger på, at TV 2 er holdt op med at producere eget børne-tv, og at Det Danske Filminstitut (DFI) ikke støtter børnefilm tilstrækkeligt - og så har DR's beslutning om at flytte B&U-afdelingen til Aarhus for tre år siden har givet et kvalitetsmæssigt efterslæb af de større.

”En del af de programmer, der bliver lavet i Aarhus, er, selvom de gør sig umage og er dygtige mennesker, fortalt på en måde, så det ikke appellerer til børnene,” siger Mariella Harpelund.

Stifterne af den nye børnemedietænketank har inviteret til første møde nu på mandag, hvor flere branchefolk vil være til stede. Det gælder også DR’s nuværende chef for Børne- og Ungdomsafdelingen, Birgitte Fredsby, der stiller sig meget positiv overfor det nye initiativ.

”Jeg er på toppen over det initiativ. Jeg synes, det er et sindssygt vigtigt fokus at have,” siger hun.

Målet med den nye tænketank er først og fremmest at sikre bedre kvalitet i børneprogrammerne og fremme talentudviklingen på området.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også