Analyse: Mecom ved skillevejen

Berlingskes moderselskab står uden topchef, og kun aktionærerne kender den fremtidige kurs. Måske.
Ole Nørskov

Efter David Montgomery forleden blev smidt på porten af utilfredse aktionærer, står en række spørgsmål omkring Berlingske Medias moderselskab, Mecoms, fremtid ubesvarede.

Det første, største og vigtigste handler om selskabets overordnede strategi - et spørgsmål som nødvendigvis må besvares, før man kan udnævne en afløser for Montgomery.

Skal Mecom opløses gennem frasalg af de enkelte dele: I så fald er der brug for en benhård finansmand i spidsen. Er bestyrelsen i stedet på jagt efter en, som kan fortsætte den strategi, David Montgomery og Lisbeth Knudsen har været bannerførere for, nemlig fuld damp på den digitale udvikling kombineret med meget stram økonomisk styring i jagten på i første omgang en forbedret bundlinje: I så fald er der brug for en benhård publicist i spidsen. Der er ting, som peger i begge retninger, og hverken Mecom selv eller investorerne har foreløbig afsløret, hvilken vej vægten vil tippe.

Dårlige vibrationer
Fyringen af David Montgomery kan naturligvis i sig selv ses som en indikation på, at aktionærerne vil afhænde selskabet. Men det hører med til historien, at det personlige forhold mellem Montgomery og repræsentanterne for de største investorer ifølge MediaWatch' oplysninger var langt under frysepunktet. David Montgomery havde meget svært ved at kapere presset fra investorer, som først og fremmest tænkte på kortsigtede gevinster, og han lagde ikke skjul på sin antipati. Der kan med andre ord være personlige forhold, der har mindst lige så stor betydning som strategiske, når det gælder Montgomerys afgang.

Samtidig kunne Mecom forleden melde om en forbedret bundlinje i 2010 (155 mio. euro mod 121 i 2009. EBITDA), og selskabet varslede oven i købet, at aktionærerne kunne forvente at få udbetalt udbytte i 2011. De forbedrede regnskabstal har ifølge en intern kilde løsnet presset fra investorerne. 2010-tallene var dog langtfra kun positive med et samlet fald i annonceomsætningen på 4 procent - 5 procent i Danmark - og det er derfor uklart, om investorernes tillid til den overordnede strategi har forbedret sig markant efter Montgomerys afgang.

Polen og Norge i spil
Situationen i Polen og Norge - to af de fire lande Mecom i dag opererer i - peger dog næsten entydigt i retning af salg.
Mecom har tidligere uden held forsøgt at afhænde sine 51 procent af det polske avishus Presspublica, hvor staten er modvillig indehaver af de resterende 49 procent. Og det må anses for at være et spørgsmål om tid, før Mecom er ude af landet.

I Norge er situationen mere broget. Polaris Media (Adresseavisen, Harstad Tidende Gruppen m.m.) meldte sig ifølge Dagens Næringsliv i efteråret som mulig aftager af Mecoms norske besiddelser (Edda Media) for 1,5 mia. norske kroner. Foreløbig er der ikke kommet pølser af det skind, men til gengæld taler Edda Media og A-Pressen nu åbent om en fusion af dele af de to koncerner (14 websites om IT). Der er også andre kort med i den norske kabale, der som altid kompliceres af de norske ejerskabsregler.

Ny chef vil komme udefra
Berlingskes koncernchef, Lisbeth Knudsen, har været nævnt som en mulig Mecom-topchef forudsat, at strategien bliver fortsat drift på Montgomery-kurs, men interne kilder tror på, at den fremtidige chef rekrutteres eksternt. Mens Mecom venter på en ny topchef, er selskabets daglige ledelse klædt godt på til at tale køb og salg. Mecoms COO Keith Allen har en fortid i den franske storbank BNP Paribas og er en merger and acquisitions-mand om nogen, mens CFO Henry Davies er opvokset i Price Waterhouse.

På det operationelle plan ledes Mecom af “Mecoms European Management Board”, hvor Lisbeth Knudsen sidder sammen med tre andre repræsentanter fra de øvrige lande. Lisbeth Knudsen har tidligere afvist, at Berlingske eller andre dele af Mecom skulle være til salg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også