"Print får et klart bedre valg end i 2007"

Valgkampen vil tilføre Politiken en ekstra syvcifret annonceomsætning, vurderer annoncedirektør Henrik Børjesson, Politiken.
Louise Reseke

Dagbladene går et godt annonceforår i møde i kraft af det forestående folketingsvalg. Her svarer Politikens annoncedirektør, Henrik Børjesson, på fire hurtige om forventningerne til avisens annonce-løft.

Hvad er jeres forventninger til annonceomsætningen i forbindelse med valgkampen i 2011 - vil det redde året?

"Det vil alt andet lige svare til en stigning mellem to pct. og fem pct. i forhold til vores normale tekstsideannonceomsætning. Et syvcifret beløb, som vil kunne mærkes - men det kan ikke direkte redde året."

Der er allerede mange politiske helsidesannoncer - oplever I at det format får en renaissance?

"Ja. Allerede sidste forår, hvor fagforeninger, banker (ikke mindst SAXO Bank), kreditforeninger m.fl indrykkede rekord mange helsider, oplevede formatet en renaissance. Og ikke mindst til politiske budskaber egner helsider sig rigtigt godt, idet det skaber impact, synlighed - og giver mulighed for at kommunikere vigtige budskaber vha. megen tekst."

Hvordan fordeler interessen sig foreløbig mellem de forskellige platforme - og hvordan er udviklingen fra 2007?

"Online boomede allerede i 2007, og online får igen et stort valg. Allerede nu kan vi sige, at print får et klart bedre valg end i 2007. Konkurrencen mellem partierne er meget større i 2011, der er større mediebudgetter i spil - og partier, fag- og arbejdsgiverforeninger m.fl ved, at dagblade er et troværdigt medie for budskaberne."

Hvordan er annoncepriserne i forhold til sidste folketingsvalg, december 2007, på hhv. print og online? 

"De er ikke mindre end i 2007. Tværtimod betyder den hårde konkurrence, at der allerede er stor efterspørgsel efter at købe de gode placeringer forlods - selv om man ikke ved, hvornår valget bliver. Det betyder, at priserne matcher efterspørgslen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også