I det store politiske billede er medierne et lille resort-område, men medier skaber profil for en politiker. Befolkningen interesserer sig nemlig for deres tv og radio - og medierne interesserer sig i voldsom grad for sig selv.

Det kan klart aflæses af den tilstedeværelse, som medieordfører Ellen Trane Nørby (V) opnåede på MediaWatch i 2010. Mediawatch’ juleoptælling af årets højprofilerede personligheder bringer den kun 30-årige Venstre-politiker næsten helt til tops.

Satsede på mediestoffet
Partiet Venstre havde allerede søsat et udvidet mediepolitisk udspil i 2009, som vakte debat, og det lå i kortene, at mediestoffet var noget, som Venstre og Ellen Trane satsede på. Modsat regeringspartneren.

Alene på den baggrund var det ikke så overraskende, at det måtte være Ellen Trane Nørby, som stillede sig op ølkassen i rollen som regeringens mediepolitiske frontkæmper. Alle vinkler, lige fra afgørende ændringer i DR’s rolle - til Reimer Bo sagen.

Sværdslag med S og DR
Da året begyndte, sad der en kulturminister, der ikke mente så meget. Hun blev udskiftet med Per Stig Møller, der mente en hel del, men ikke har været udpræget udadvendt i forhold til pressen.

Så pressens blikke rettede sig mod Ellen Trane Nørby, der skulle forsvare samtlige punkter i det smalle medieforlig - med Mogens Jensen (S) og DR som offensive hovedmodstanderne under forligsugerne i april-maj.

Listen af stridspunkter, som der skulle stås på mål for, er lang, og udmundede i mange artikler på MediaWatch: Der var den nye newstalk-radio og DR’s afhændelse af FM4-sendenettet, en udvidet public service pulje, andre krav til DR’s virke, herunder værditests, DR's besparelser, strategier for udvikling af FM og digital radio.

Per Stigs mavepuster
Parallelt var det Ellen Trane Nørby og Mogens Jensen, der hen over året førte det politiske ord om en mulig mindre revision af mediestøtten. MediaWatch dækkede intensivt, at de to nærmest var enige.

Af samme grund kom det som en mavepuster for Ellen Trane, at Per Stig Møller trak tæppet væk under hende. Hun blev for en sjælden gang kortvarig mundlam, da ministeren overtrumfede mediestøtte-velviljen hos V og S og udsatte hele processen mindst ét år mere.