Ny magasindirektør hos Chili - Lykkebo fratræder

Aller-ejede Chili Group får ny struktur med Heidi Lundehøj i spidsen som magasindirektør for både gratis- og kundemagasiner. Karne Lykkebo stopper.
Tine Brødegaard Hansen

I foråret blev redaktionerne for Chili Groups gratismagasiner lagt sammen i fagredaktioner. Nu følger anden fase i organisationsændringerne, der samler gratis-, instore- og kundemagasinerne under én magasindirektør, fortæller adm. direktør for Chili Group, Rikki Sølling.

Ny magasindirektør for såvel gratis- som kundemagasiner bliver Heidi
Lundehøj. Hun har hidtil været kontaktdirektør for kundemagasinerne i Aller Client Publishing, der har oplevet stigende kundetilgang.

I den forbindelse fratræder Karne Lykkebo, der i april blev udnævnt
til overordnet chefredaktør for Chili Groups egne udgivelser samt udviklingschef. Det sker ifølge Rikki Sølling efter eget ønske, og fordi hun i længere tid har ønsket at søge nye udfordringer. Han mener, at den nye struktur vil styrke Chili Group.

”Vi vil skabe en projektorienteret organisation, ét samlet mediehus,
der kan håndtere både interne og eksterne kunder på en langt mere
kreativ og fleksibel måde end hidtil, siger Rikki Sølling og tilføjer:

"Formålet er ikke besparelser og involverer ikke fyringer. Det handler
om at styrke vores organisation, så vi i stedet for at have to
kreative dele, der har været opdelt i vores egne brands og i
kundemagasinerne, samler kompetencerne under en ledelse."

Rikki Sølling afviser, at de seneste organisationsændringer kunne være trådt i kraft tidligere.

"Da vi overtog Aller Client Publishing, skulle vi først finde ud af, hvilke kompetencer de forskellige medarbejdere har, og hvordan de kunne spille bedre sammen."

Han mener ikke, at der er problemer i, at både gratis-, instore- og
kundemagasiner nu har samme magasindirektør.

"Journalisterne vil fortsat primært skrive til vores egne magasiner,
da vi bruger en del freelancere til vores kundemagasiner. Hvis
kundemagasinet 'Out of style' skal bruge en modeartikel, har vores
moderedaktion måske en i arkiverne, der er velegnet. Men vi
nyproducerer naturligvis også artikler til kundemagasinerne," siger Rikki Sølling.

Andre rokeringer involverer, at Louise Voller tiltræder som
chefredaktør for Chili Groups instore magasiner, deriblandt 'Lime', 'Skøn', 'Kulør' og 'Magasinet Mor', mens Søren McGuire tiltræder som chefredaktør for 'Where2Go', 'Chili' og 'Frikvarter'. Begge har indtil nu arbejdet som redaktionschefer i Chili Group.

Tidligere Where2Go-chefredaktør Andrea Bak bliver i stedet artikelredaktør for alle instore-magasiner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også