Anders And & Co i 2D

Egmont Serieforlaget har tilføjet en mobil dimension til Anders And-bladet.
Philip Shange

I forbindelse med den offensiv, der skal løfte Anders And & Co's skrantende oplags- og læsertal , har Egmont Serieforlaget kastet sig over brugen af 2D koder - eller QR-koder. Her får læseren adgang til en ny verden.

”2D koder er det første step i en ny retning,” lyder det fra marketingchef Thomas Bundgaard hos Egmont Serieforlagte, der udgiver Anders And.   Metoden er rimelig simpel - læserne downloader først et gratis scannerprogram til mobilen. Derefter tager de et billede af 2D-koden med kameratelefonen, hvorefter der kan komme en video, billeder eller tekst frem. I klassisk Anders And-form er hele processen vist i billedrammer.   ”Vi gør det nemt og forståeligt uden at tale ned til børnene," siger Thomas Bundgaard.   En kulturinstitution
En rejse til Andeby er dog ikke det samme, medmindre man kan bladre igennem siderne. Derfor skal man også være påpasselig med, hvor langt man kan skubbe tiltagene uden for bladet, siger marketingchefen.   ”Anders And-bladet er næsten som en kulturinstitution, man ikke må pille ved. Men i og med at børn i dag har mobilen med, er det værd at tænke i, hvordan vi så kan prøve at lægge en ekstra dimension til bladet,” siger han.   Tegneserie eller ej har Anders And de samme udfordringer som mange andre klassiske printmedier og har i høj graf døjet med en negativ oplagsudvikling.   Andeby.dk og Facebook
Derfor har Egmont Serieforlaget også set andre udviklingsmuligheder.   ”Vi har udviklet andeby.dk en hel del. Før var det et passivt informationssite, hvor der ikke skete noget,” fortæller chefredaktør Katja Haargaard. Men siden 2007 har virkeligheden været en anden på sitet.   ”Der er rigtig meget læserinteraktion, og der kan vi se, hvad der er mest populært. Det er for eksempel spil men også Du Gådeste,” siger Katja Haargaard og tilføjer, at Anders And for nylig har givet den sociale interaktion en ny dimension også.    ”Vi spurgte jo både på Facebook og andeby.dk, hvad statsministeren skulle hedde (i historien ’Turen går til Danmark’, red.),” tilføjer chefredaktøren. Og det er helt sikkert noget, man vil bruge fremover.   I mellemtiden håber man satsningen den mobile interaktion rodfæstes. Egmont Serieforlaget ser nemlig et stort udviklingspotentiale i funktionen.    ”Til børn er der jo ingen andre i Danmark, der rigtig har brugt 2D-koder til noget endnu,” slutter Thomas Bundgaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også