"Alle kontroversielle beslutninger udskudt"

Frem til folketingsvalget, senest november 2011, sparker kulturministeriet alle kontroversielle initiativer til hjørne i udvalg, mener Mogens Jensen (S).
Tine Brødegaard Hansen

Det frustrerer Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen, at mediestøtten skal diskuteres i et udvalg frem til oktober næste år, når der er politisk flertal for visse ændringer - såsom støtten til netmedier

"På alle områder har kulturministeriet besluttet at nedsætte udvalg for kontroversielle beslutninger. I realiteten udskyder Per Stig Møller alle beslutninger til efter folketingsvalget. Det er problematisk, at der ikke kan iværksættes nogle initiativer af den årsag," siger Mogens Jensen (S) og tilføjer:

"I stedet burde regeringen gennemføre, hvad der er flertal for, såsom støtten til netmedierne (i form af en ændring af Dagbladsnævnet, red)."

Flere repræsentanter for netmedierne har ligeledes ærgret sig over, at ændringer i mediestøtten lader vente på sig.

Men det punkt er ikke det eneste, der skuffer Mogens Jensen.

"Derudover undrer det mig, at kulturministeren ikke har søgt bredere opbakning fra oppositionspartierne til udvalget om mediestøtten. Vi har hverken været involveret i nedsættelsen af udvalget eller dets kommissorium."

Hvis et udvalg I ingen indflydelse har haft på kommer med en masse anbefalinger, som først kan iværksættes efter valget, hvor I muligvis er ved magten - hvor alvorligt vil I så tage de anbefalinger?

"Vi vil vurdere ud fra, om det er fornuftige forslag. Men det er jo ikke en håndsrækning, at man nedsætter et udvalg uden at inddrage oppositionen, så jeg beklager, at kulturministeren går enegang."

Da beslutningen om at udrede den offentlige mediestøtte, som professor Anker Brink Lund kom til at stå i spidsen for, blev truffet skete det som følge af det brede medieforlig for 2006-2010.

I forbindelse med Journalistforbundets Fagfestival løftede Per Stig Møller sløret for, at der ikke ville blive ændret på mediestøtten i denne folketingssamling, det vil sige til og med oktober næste år.

Journalistforbundet, der bliver repræsenteret i udvalget, giver udtryk for et ønske om, at mediestøtte-udvalget ikke bliver en syltekrukke.

”Vi deltager naturligvis aktivt i det nye udvalg, og vil gøre vores til, at der kommer noget meget konkret og brugbart ud af arbejdet. Udvalget må ikke blot blive en syltekrukke. Der er behov for hurtigt at finde en model, så både de traditionelle medier og de nye kan få en form for støtte fra staten”, siger Mogens Blicher Bjerregård, formand for DJ i en pressemeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også