Newsweek sluges af hårdtslående blog

Et af magasinverdenens største ikoner, Newsweek, bliver slået sammen med en af de mere kulørte blogs fra den nye digitale verden, The Daily Beast.
Sten Løck

Newsweek har været i store problemer i stykke tid, og det kulminerede i august, hvor magasinet blev sat til salg for den nette sum 1 dollar, hvilket dog inkluderede en gæld på over 20 millioner dollar. Køberen var milliardæren Sidney Harman, som altså nu er gået sammen med Daily Beast.

Handlen er blevet slået op som en fusion, men i realiteten er det en overtagelse. Tina Brown, udgiveren af Daily Beast, skal i fremtiden også stå i spidsen for Newsweek. Samtidig bliver magasinets hjemmeside slået sammen med Daily Beast og forsvinder som selvstændig adresse.

Reaktionerne på sammenlægningen har været blandede. Nogle mener, at den kan give Newsweek en tiltrængt vitaminindsprøjtning, men mange har svært ved at se synergien. En af blogsfærens førende repræsentanter, TechCrunch, konstaterer, at der er meget langt fra det seriøse, 77-årige Newsweek til den den agressive og letbenede Daily Beast. Kun en tredjedel af bloggens indhold er orginalt, resten er aggregeret fra andre sites, og hovedvægten er lagt på de mere kulørte, nogle vil sige sensationsprægede historier.

"Newsweek er en pensionist med sclerose, og Daily Beast er en debutant, der stadig prøver at finde sig selv. Det kommer ikke til at ende godt. Det mest sandsynlige er, at Newsweek langsomt vil svinde hen og ender med at blive skubbet rundt i en kørestol af Daily Beast," siger Henry Copeland fra mediebureaet Blogads til L.A. Times.

En af de største udfordringer for det nye samarbejde bliver økonomien, ingen af dem tjener nemlig penge. Newsweek har ikke haft sorte tal siden 2007 og tabte sidste år 30 millioner dollar. Daily Beast kører i øjeblikket med et underskud på 10 millioner dollar.

Men måske er der ikke kun økonomiske, men også personlige motiver bag sammenlægningen. The Guardian kan fortælle, at overtagelsen af Newsweek skal hjælpe Daily Beast og dens karismatiske chef Tina Brown med at indhente ærkerivalinden, den lige så farverige Ariana Huffington med bloggen The Huffington Post. Det ville også forklare, hvorfor Newsweeks hjemmeside lægges ind under Daily Beast og ikke omvendt. Newsweek.com har omkring 5 millioner unikke besøgende om måneden, mens Daily Beast tegner sig for cirka 3 millioner af slagsen. Til sammenligning har Huffington Post over 40 millioner unikke besøgende om måneden.

Newsweek havde i 2009 et oplag på knap 2 millioner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også