Mads Dahl: Direktørskifte var planlagt

Det har ifølge North Medias adm. dir. Mads Dahl Møberg Andersen ligget i kortene længe, at han skulle koncentrere sig om Forbruger-Kontakt.

Mads Dahl Møberg Andersen lægger per første januar den ene af sine to direktør-kaskettter fra sig, når han stopper som adm. direktør for North Media, der bl.a. udgiver Søndagsavisen, for at koncentrere sig om direktørposten i North Medias distributionsselskab Forbruger-Kontakt A/S.

Et skifte, der hænger nøje sammen med, at North Media har indstillet salget af distributionsforretningen, forklarer han.

"I forbindelse med et forestående salg af Forbruger-Kontakt var det meningen, at jeg skulle være fulgt med til en ny ejer. Nu har vi indstillet salget, men Forbruger-Kontakt er et fuldtidsarbejde," siger Mads Dahl Andersen, der altså alligevel kommer til at koncentrere sig om Forbruger-Kontakt, som det Richard Bunck-ejede North Media ser et attraktivt vækstpotentiale i, "men også en konkurrencesituation, der kræver en koncentreret og fokuseret ledelsesindsats," hedder i et meddelelsen om direktørskiftet fra North Media.

Mads Dahl Møberg Andersen skal da også forretningsudvikle Forbruger-Kontakt - han vil dog ikke uddybe hvilke muligheder, han konkret skal forfølge.

"Jeg skal også kigge på udvikling af produkterne," siger han.

Mads Dahl Møberg Andernes udtræder samtidig af direktionen for North Media A/S, som han også er aktionær i. Han har været adm. direktør for North Media A/S fra april 2004 og siden maj 2008 også for Forbruger-Kontakt A/S.

Direktionen i North Media består fremover af mediadirektør Arne Ullum, økonomidirektør Kåre Wigh og den nye adm. direktør Lars Nymann.

OM NORTH MEDIA
North Media rummer medieselskaberne Søndagsavisen og Helsingør Dagblad, digitale forretningsdele som Matchwork og Boligportal - og så distributionsdelen Forbruger-Kontakt, der har en række selskaber under sig, heriblandt tre aktieselskaber, HA Grafisk Reklame, Distribution Syd og UA/FK Distribution. Omsætningen i Forbruger-Kontakt udgør en væsentlig del af aktiviteterne og omsætningen i North Media.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også