Moll: Plummer kendte til min ansættelse i DR

Tidligere underdirektør i DR Programproduktion undrer sig over, at DR's afgåede generaldirektør ikke står ved sit medansvar for hendes ansættelse i DR.
Louise Reseke

Det er et fordrejet billede, den afgåede generaldirektør i DR, Kenneth Plummer, tegner af ansættelsen af daværende chefredaktør på B.T., Suzanne Moll, som ny underdirektør i DR Programproduktion i 2009 i den omstridte portrætbog 'Plummer - summen af kardemommen'.

Det siger hovedpersonen selv, Suzanne Moll, der har læst bogen, der i sidste uge kostede Kenneth Plummer jobbet. Her siger Kenneth Plummer om forløbet:

"Det var mit lod at have (afskedigelses-, red.) samtalen med Suzanne. Det var Mette, der ansatte hende, og det skulle hun ikke have gjort, når hun allerede da havde taget beslutningen om at stoppe".

Men ifølge Suzanne Moll lugter den udlægning lige lovlig af ansvarsfornægtelse, for Kenneth Plummer sagde selv god for ansættelsen af hende.

"Ansættelse af en underdirektør hos Mette Bock blev, så vidt jeg er orienteret, godkendt på et direktionsmøde. Og da Mette Bock tilbød mig jobbet, bad jeg specifikt om en tilkendegivelse fra Kenneth Plummer om, at jeg var velkommen, fordi jeg vidste situationen var anspændt blandt direktionens medlemmer. Den tilkendegivelse fik jeg, og det var den nu forhenværende generaldirektør, der underskrev min kontrakt. Derfor overrasker det mig, endnu en gang at læse, at min ansættelse nærmest kom bag på den daværende generaldirektør," siger Suzanne Moll.

Den tidligere chefredaktør på B.T. blev per første november 2009 ansat som underdirektør i DR Programproduktion under daværende direktør i DR Programproduktion, Mette Bock.

Suzanne Moll nåede at have jobbet i 17 dage, inden den omfattende omstrukturering i november i DR rev jobbet væk under hende - efter at Mette Bock i øvrigt havde fået nok af magtkampen med den tidligere mediedirektør, Lars Grarup, og havde sagt op.

Ifølge Kenneth Plummer kom Suzanne Moll alene i klemme i den omstrukturering, hvor 200 chefer blev barberet ned til 140:

"Det kom til at gå ud over Suzanne, men der var ikke andet at gøre end at sige, at vi honorerede hendes kontrakt og lidt til - og held og lykke. Alle vidste jo, at hun ikke havde taget af kassen eller gjort dumme ting. Hun var offer for en omstrukturering og det er en ærlig sag," siger Kenneth Plummer i 'Plummer - summen af kardemommen'.

Selv ser Suzanne Moll forløbet som en bekræftelse af, at "sammenhængskræften" i DR's topledelse i 2009 var til at overse.

"At jeg blev budt velkommen den 1. og fyret den 17. november, siger vist mere om det kaos, der på det tidspunkt åbenbart har hersket i DR's topledelse, og som sådan føler jeg ikke trang til at kommentere det yderligere," siger Suzanne Moll, der i dag medierådgiver og afdelingschef i International Media Support.

Den tidligere direktør for programproduktion, Mette Bock, der i dag er folketingskandidat for Liberal Alliance, siger til MediaWatch, at hun ikke ønsker at kommentere bogen. Her giver Kenneth Plummer også udtryk for, at Mette Bock ikke  er "en topleder" og derfor ikke var den rette til det job i DR, han selv havde været med til at ansætte hende i i januar 2008. 

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også