Kurt Lassen: Plummer er historien, ikke kilden

Forfatter Kurt Lassen forsvarer aftalebrud i biografen om DR's generaldirektør, Kenneth Plummer. Plummer er ikke en kilde, men selve historien, siger han.
Philip Shange

Det er ikke kun Kenneth Plummer, der møder kritik i kølvandet på den omstridte portrætbog 'Plummer - Summen af kardemommen'. Også forfatteren, journalisten Kurt Lassen, møder kritik for aftalebrud og manglende etik - fordi han har valgt at offentliggøre oplysninger i bogen, som generaldirektøren gav til baggrund.

I TV 2 Nyhederne i aftes bad Zentropas Peter Aalbæk Jensen, der også er ven med Kenneth Plummer, forfatteren "droppe hykleriet" og angreb ham for at have brudt en type "gentlemen-agreement", som journalister og kilder laver hver dag.   På journalisten.dk lyder kommentarerne bl.a.:   ”Uanset Plummers dumheder og manglende format ville det være "journalist" Lassen, der i de gode gamle dage ville blive dyppet i tjære og rullet i fjer.”   ”Nu har potentielle fremtidige kilder til afgørende historier endnu en grund til at frygte at snakke til baggrund. Jeg har ikke læst bogen, men det virker umiddelbart som om, du smadrer det for alle os andre i jagten på at sælge bøger - og det vækker fortjent forargelse.”

Men forargelsen er forkert, mener Kurt Lassen.
 ”Kenneth Plummer er ikke en kilde i den bog, der kommer på gaden, når natten er omme. Han er selve historien,” skriver Kurt Lassen i et indlæg på journalisten.dk. Desuden var informationerne bekræftet fra flere sider, siger Kurt Lassen.   ”I min vurdering gav mit samlede kildemateriale et fuldstændigt og nærmest entydigt billede af en generaldirektør på Danmarks Radio, der ikke var sin arbejdsopgave voksen,” lyder det fra forfatteren, der sender kritikken retur til Danmarks Radio.   ”Selvsamme journalistiske arbejdsplads holder sig ikke tilbage fra at bruge skjulte mikrofoner eller kameraer i jagten på en bakke råddent kød i SuperBest. Og tak for det. Jeg holdt mig ikke tilbage for at få bekræftet min historie. Eller i jagten på "råddent kød" i spidsen for den medievirksomhed, vi betaler 3,5 milliarder kroner til i licens om året, hvoraf de tre millioner går til generaldirektørens løn,” siger Kurt Lassen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu