Jurist: Lassens aftalebrud o.k.

Det var i orden, at Kurt Lassen brød aftalen med DR's generaldirektør om, at hans citater var "til baggrund", vurderer jurist ved Journalisthøjskolen Oluf Jørgensen.
Tine Brødegaard Hansen

Ud af de mange landminer portrætbogen om generaldirektør Kenneth Plummer tilsyneladende gemmer på, har interessen især samlet sig om, at han tilbød at udlevere navnene på to eksterne samt de interne ansøgere til generaldirektørposten i sin tid, mod at Kurt Lassen undlod at skrive om Kenneth Plummers privatliv.

Kurt Lassen fik historien af Plummer, men valgte at skrive hele historien om Plummers tilbud:

"Beslutter mig for, at der er en grænse for kildebeskyttelse, når der reelt er tale om så kontroversiel omgang med fortrolige oplysninger i en væsentlig samfundsinstitution," skriver Kurt Lassen selv i sin bog om begrundelsen for.

Det har han ret i, lyder mediejurist ved Journalisthøjskolen Oluf Jørgensens personlige vurdering.

"Forfatteren lægger ikke skjul på, at han bryder med det, fordi der er tale om en så kontroversiel omgang med fortrolige oplysninger fra kilden. Personligt er jeg enig i den vurdering, for når man giver løfte om kildebeskyttelse, sker det forhåbentlig ikke normalt, at en højtstående repræsentant for en offentlig institution er parat til at lække fortrolige oplysninger. Vel at mærke oplysninger, der skal beskytte personer, som har konkurreret med generaldirektøren om hans stilling. Så på den specielle baggrund, er jeg enig med forfatterne i, at det er berettiget at bryde aftalen," siger Oluf Jørgensen.

Hovedreglen bør dog være, at der ikke gives løfter om kildebekyttelse til folk som repræsenterer magten, siger Oluf Jørgensen.

Når det gælder omtalen af Kenneth Plummers forhold til kvinder er sagen mindre entydig.

"Alle mennesker har krav på beskyttelse af rent private forhold, det har generaldirektøren også, men jeg har ikke læst bogen, og jeg ved ikke, om der er så konkrete oplysninger om damebekendtskaber, at loven bliver overtrådt," siger Oluf Jørgensen.

Kurt Lassen har ifølge bogen spurgt sig for, om hvorvidt Kenneth Plummer har hjulpet en momentan kæreste i DR til et job, fordi det ville have karakter af embedsmisbrug. Hvis det var tilfældet, ville det også retfærdiggøre en omtale, mener Oluf Jørgensen.

"Hvis han (Kenneth Plummer, red.) misbruger sin offentlige rolle som leder af DR til at hjælpe kærester til stillinger, så er det jo nepotisme, og så slutter beskyttelsen af privatlivet, fordi det har en samfundsmæssig interesse".

Den udlægning afviser Kenneth Plummer selv i bogen.

Bogens brug af anonyme kilder er et andet klassisk og presseetisk følsomt punkt.

"Generelt mener jeg, at der alt for ofte bruges anonyme kilder, for anonymitet giver stor risiko for at der plantes rygter," siger Oluf Jørgensen.

Også rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Anne-Marie Dohm, mener, at det er i orden, at Kurt Lassen brød aftalen med Kenneth Plummer og offentliggjorde baggrundsinformationen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også