V: Opbakning til Plummer

Venstres medieordfører roser generelt Kenneth Plummers resultater i DR, men forsøget med at handle med fortrolige oplysninger, ser ikke godt ud.
Per Fanefjord Laursen

Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby har ikke læst den nye portrætbog, 'Plummer - Summen af kardemommen' om DR's generaldirektør Kenneth Plummer, ud over brudstykker af bogens pressedækning.

Med anonyme kilder som drivkraft tegner bogen et lident flatterende billede af generaldirektøren, så man kan stille spørgsmålstegn ved, hvordan han har kunnet varetage jobbet i fem år.

Ellen Trane giver dog fuld opbakning til Kenneth Plummer.

“Jeg mener, at Plummer har været en god generaldirektør for DR siden 2005, også selv om jeg ikke altid har været enig med ham,” siger hun.

Ét element i bogen får dog Ellen Trane til at rynke panden. At Plummer mod at få fredet sit privatliv i bogen har lovet forfatteren fortrolige oplysninger, bl.a. om de to andre kandidater til posten som generaldirektør i sin tid.

“Hvis det er sandt, at Plummer har handlet med fortrolige oplysninger, er det uheldigt, og en sag for bestyrelsen.”

Det blev det så tirsdag aften, hvor DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen ifølge dr.dk bad generaldirektøren om en "gennemtænkt forklaring på hele forløbet", efter B.T. offentliggjorde en lydoptagelse af den omtale samtale mellem forfatteren og Plummer.

Venstres ordfører vil ikke ind i en nærmere bedømmelse af, hvorledes Plummer indtil nu har klaret jobbet som leder af det mægtige DR.

“Nej, det gør man først, når han er forhenværende generaldirektør.”

Bogen opridser også et billede af en generaldirektør, der ikke kun er en faglig letvægter, men også en person, som primært interesserer sig for selv sig, gadgets, fodbold og kvinder.

Men Ellen Trane vil dog ikke begive sig ud i kommentarer af Plummers personlighed og privatliv.

“Hvem kan ikke lide gadgets og fodbold,” bemærker Ellen Trane.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også