TV 2's sene sats er den rigtige medicin

TV 2 har ramt rigtigt med fornyelsen af late night-fladen, siger flere mediebureauer. Men hovedkanalen bløder stadig - nu bør fokus være på de tidlige aftentimer.
Per Fanefjord Laursen

TV 2 havde for to uger siden premiere på en ny late prime-flade.

Målet var at holde på seerne fra 22 Nyhederne og trække dem videre til andre tilbud i de sene timer - blandet andet med et sent talkshow med Anders Breinholt.

Og den opgave synes løst. TV 2's kommercielle share (21-50 år) i timen lige efter nyhedsblokken er steget med 3,5 procentpoint, hvis man sammenligner med hele efteråret sidste år. Hele tidsrummet 22-24.00 har fået et løft på 1,3 procentpoint i forhold til hele efteråret 2009.

Broadcast Manager Jesper Thorhauge fra Maxus nikker anerkendende over resultatet.

“Det er godt at se, at TV 2 indtil nu har haft succes med deres omlægning af late night-fladen. Ikke kun i målgruppen 21-50 år, men også i de yngre målgrupper, hvor udviklingen faktisk har været større. Vi har dog kun to ugers data og følger derfor sagen nøje - ikke mindst med henblik på, om andre stationer vil spekulere i at modprogrammere,” siger han.

Trading Director Claes Braagaard, OMD, tilslutter sig den udlægning.

“Der er ingen tvivl om, at TV 2's late night flade er blevet langt mere homogen end tidligere og dermed har tiltrukket flere seere. Hvorvidt det vedbliver, eller der er tale om nyhedens interesse, er det dog endnu for tidligt at spå om.”

Hovedpinen ikke lindret
TV 2's mål var at skabe en sen aftenflade med en tydeligere profil, og indsætte et mere dynamisk flow af nyheder, sport og regioner fra 22.00 til 22.30, der ville trække seere med over til de efterfølgende programmer.

“Begge dele er lykkedes,” siger programdirektør Palle Strøm.

“Vi er lykkedes rigtig flot med at vende et sharefald til et plus i late prime. Det er jeg meget tilfreds med i en tid med en konkurrence, der aldrig er set mere intens på dansk tv," siger han.

Ros fra bureauer
Til gengæld er han ifølge Maxus ikke lykkedes med hovedopgaven - at lindre hovedpinen for hovedkanalen, der har svære problemer med vigende share. Overordnet set har tiltaget ikke standset TV 2's fald i kommerciel styrke, målt i 21-50 år, hvor TV 2 i de to uger, hvor ændringen af fladen har været aktiv, står i indeks 94 i forhold til samme periode sidste år. Til sammenligning står TV 2 i indeks 92 for hele året.

OMD er med på, at en solid sharestigning i én aftentime ikke ændrer på hovedkanalens samlede udvikling, der fortsat bløder i samme periode.

 

“Men det er et skridt i den rigtige retning, og det er positivt, at TV 2 endelig gør op med nogle af de gamle dyder og ligeledes tør pille ved nogle af de gamle flagskibe som nyheder og sport,” siger Claes Braagaard.

TV 2's nye late prime-flade indeholder løber over fire hverdage med ”Hutlihut”, ”Station 2 Politirapporten”, ”Kaos i Skagen” og ”LPS” - efterfulgt af ”Natholdet”.

Kig på Prime-Access
Maxus forudser, at det næste spørgsmål, der melder sig, er, hvad TV 2 vil gøre ved et af deres absolut største problemer, indgangen til primetime eller "prime-access" - herunder specielt nyhedstimen kl. 19.00 - 20.00, hvor TV 2 i 2010 er nede i indeks 87 i forhold til sidste år, påpeger bureauet.

“Det må give TV 2 store bekymringer, og det bliver ikke bedre af, at TV 2 her er stærkt begrænset af deres public service forpligtigelser, og derfor er hårdt ramt af TV3's og SBS TV's satsning på dette timeslot, (to middagsprogrammer, red.), der også sikrer dem en rigtig god lead-in til deres primetime flade," siger Jesper Thorhauge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også