DR tilfreds med filmudspil

DR's mediedirektør Mikael Kamber er positiv over for regeringens oplæg til en ny filmaftale, der vil lempe tv-stationernes "visningspligt".
Per Fanefjord Laursen

DR vil gerne sende danske spillefilm på både DR1, DR2, DR K og Ramasjang, men det skal være af lyst - ikke af pligt, understreger mediedirektør Mikael Kamber, mens forhandlingerne af et nyt filmforlig er under opsejling på Christiansborg.

Regeringen har netop udsendt sit udspil til et nyt filmforlig.

Det udspil er DR ikke utilfreds med. DR deler ikke det mere markedstænkende TV 2's ønsker om at blive løsnet fra kravet om massive investeringer i dansk film.

“DR er ikke på linje med TV 2's kritik,” siger Mikael Kamber.

“I DR oplever vi, at udvalget (forfatter til rapport for kulturministeriet, red.) har vist god vilje til dialog. Vi er tilfredse med, at man nu er villig til at lette på tv-stationernes visningsforpligtelse. Der lægges nu op til en "visningsret", snarere end den nuværende "visningspligt". Dermed undgår man, at DR og TV 2 pålægges at vise bestemte film på bestemte kanaler, hvilket må ses som et indgreb i tv-stationernes redaktionelle frihed. Det er et sundt princip, at vi viser film af lyst - og ikke af pligt.”

Film på alle kanaler
DR’s generelle position er, at public service giganten også fremover vil have dansk film som et væsentligt fokusområde.

“Og vi vil fortsat vise såvel brede som smalle film. Med DR2, DRK og DR Ramasjang har vi oven i købet fået forbedrede muligheder for at vise film, der ellers kunne være for smalle til DR1.”

Til gengæld er det DR’s klare holdning, at filmbranchens såkaldte holdback-perioder er utidssvarende og hører fortiden til.

Foto: Fra Ole Bornedals 'Fri os fra det onde', der bl.a. er støttet af DR.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også