Gaffa disser Soundvenue

Musikmagasinet Gaffa mener, at magasinet Soundvenues læsertal er overdrevne. Derfor har Gaffa fået efterprøvet tallene af Gallup. "Et underligt angreb," siger Soundvenue.
Louise Reseke

"Udokumenterede læsertal", der skaber uklarhed om "styrkeforholdet i den danske musikpresse".

Sådan lyder svadaen fra det gratis musikmagasin Gaffa mod købe-konkurrenten Soundvenues læsertal. Ifølge Soundvenues egne oplysninger er deres læsertal 134.000 - men det tal har Gaffa nu valgt at få efterprøvet af Gallup i en interviewundersøgelse. Resultatet af målingen, der blev foretaget på en uge, blev 54.000 læsere til Soundvenue, 285.000 til Gaffa og 177.000 til Chilli.

Hvor valide tallene er, kan der dog stilles spørgsmålstegn ved. De afviger i hvert fald fra de officielle læsertalsmålinger fra Gallup, hvor Gaffa ifølge de seneste halvårstal har 170.000 læsere, mens Chili har  141.000 læsere. Der findes endnu ikke tilsvarende Gallup-tal for Soundvenue - og det er netop problemet, mener Gaffa.

”Vi har foretaget undersøgelsen for at kaste lys over de udokumenterede oplysninger, som Soundvenue bruger i deres salgsarbejde og for at understrege styrkeforholdet imellem to medier, som kæmper om de samme budgetter. At strø om sig med tal, som er så langt fra virkeligheden og kalde det for et ”læsertal”, skader ikke bare os med sætter magasinbranchen i et dårligt lys og bør tages meget alvorligt,” siger direktør Robert Borges, Gaffa, i en pressemeddelelse.

Soundvenue: Mærkelig forretningsmetode
Hos Soundvenue er man mildest talt forbløffet over angrebet fra Gaffa - her ser man ikke sig selv i en konkurrence med Gaffa, der skulle berettige til den form for skyts. Hvor Gaffa er gratis og distribueres til caféer, butikker, m.v., er Soundvenue et mellemdyrt købemagasin til 60 kr., der distributeres til få udsalgssteder, forklarer direktør Lasse Kyed.

"Det er et underligt angreb. Det er ikke en metode, vi bifalder, men det må stå for deres egen regning. Men jeg har meget svært ved at forholde mig til den måde at drive forretning på," siger Lasse Kyed, der medgiver, at de læsertal, som Soundvenue opgiver, stammer fra egne beregninger og ikke Gallup.

"Vi har aldrig lagt skjul på, at vores læsertal er nogle, vi selv har stykket sammen. Vi er et nichemagasin, og derfor har det ikke været centralt for os at bruge penge på den dyre måling, som læsertalsmålingerne er," siger han.

Soundvenue valgte imidlertid for et halvt år siden at tilmelde sig målingerne fra Gallup, og nu venter man på tallene. 

"Målingerne er blevet relevante for os nu, fordi vi er blevet større, og fordi finanskrisen stiller hårde krav til dokumentation. Derfor har vores salgsafdeling ment, at det vil være et godt redskab at have," siger Lasse Kyed, der forventer, at tallene vil være lavere end de 134.000, Soundvenue har kørt med, og være mere på linje med de tal, Gaffa nu har fået frembragt.

"Det vil betyde, at vi har 3,5 læsere per eksemplar, og det, tror jeg, passer meget godt, og det er fint." 

FAKTA OM UNDERSØGELSEN
Undersøgelsen er en såkaldt GallupForum interviewundersøgelse foretaget i perioden 23.-31. august 2010, der afdækker antallet af læsere af Gaffa, Chili og Soundvenue for personer i målgruppen 15-65 år. Målingen gav følgende resultat:

Gaffa: 285.000
Chili: 177.000
Soundvenue: 54.000

De seneste halvårs læsertal fra Gallup ser dog sådan ud:
Gaffa: 170.000
Chili: 141.000

Kilde: TNS Gallup

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også