Pengeregn over norske bloggere

16 bloggere har til sammen modtaget 2,5 mio. norske kroner. De giver plads til andre stemmer i medierne, siger juryformanden bag uddelingen.
Tine Brødegaard Hansen

2,5 millioner norske kroner er dalet ned over 16 "samfundsengagerede bloggere" i Norge via institutionen 'Fritt Ord', der blev stiftet efter anden verdenskrig for at styrke ytringsfriheden, skriver journalisten.no.

Det er første gang, at Fritt Ord giver penge til bloggere, og det resulterede i 219 ansøgninger.

'Norsk Huffington Post' får støtte
Blandt modtagerne er en norsk pendant til huffingtonpost.com og svenske newsmill.se, der begge benytter bloggere og kommentatorer i deres nyhedsdækning, som sigter mod at inddrage brugerne. En blog om mediekritik, politik og satire har også modtaget støtte.

Fritt Ords juryformand Gisle Hannemyr, svarer her på spørgsmål om støtten til bloggerne. Han er dog ikke ansat af Fritt Ord og udtaler sig ikke på vegne af den.

Hvad er formålet med støtten til bloggerne?

"Fritt Ord støtter den offentlige debat, heriblandt uafhængige bogudgivelser og tidsskrifter. Blogs som medie er en naturlig udvidelse af institutionens støtte til papirmedierne. Fritt Ord har ikke støttet blogs tidligere, men vi i juryen mener, at de er ved at finde deres form, selv om vi endnu ikke har noget der minder om hufftingtonpost i Norge."

Hvad kan medieblogs som traditionelle medier ikke kan?

"Traditionelle medier formidler ofte eliternes holdninger - for eksempel den økonomiske eller kulturelle elite, så nogle stemmer bliver ikke hørt i de etablerede medier. Det er en af de ting, vi håber og tror, at bloggerne kan bidrage til. Vi støtter ikke kun blogs om nyheder og medier men også blogprojektet 'Fra Afghanistan' af journalisten Anders Sømme Hammer, som arbejder som freelancejournalist i Afghanistan. Han oplever, at de aviser, han leverer stof til, har meget fokus på selve krigen, og hans historier om baggrunden for krigen og om hverdagen i Afghanistan er ikke salgbare."

Burde staten ikke støtte nye medier af den type?

"Der er en medieudredning i gang om, hvordan mediestøtten skal udvikle sig, men det har endnu ikke været på dagsordenen at støtte bloggere. Dagbladene er ikke særligt entusiastiske omkring at sprede mediestøtten til flere medier, så det er vanskeligt at løfte debatten om det i Norge."

Hvor længe kan bloggerne regne med støtte fra Fritt Ord?

"Det er meningen, at de skal blive økonomisk levedygtige, og de blogs, der har fået mest støtte, har fremlagt en plan for, hvordan de overlever. Bannerannoncer er blandt de kommercielle muligheder, men det er også forskellige former for brugerbetaling og betalingsmodeller for 'premium content'. Og nu har bloggerne fået et økonomisk incitament til at sætte nogle eksperimenter i gang."

Se alle støttemodtagerne her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også